Job 9
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Ipapo Jobho akapindura akati:
2 Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
“Zvirokwazvo ndinoziva kuti ichokwadi. Asi munhu anofa angava akarurama pamberi paMwari seiko?
3 Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!
Kunyange dai mumwe aida kuita nharo naye, haaizogona kumupindura kamwe chete pamibvunzo chiuru.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
Uchenjeri hwake hwakadzika, simba rake iguru kwazvo. Ndianiko akamudzivisa akabuda asina vanga?
5 Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
Anofambisa makomo iwo asingazivi agoapidigura mukutsamwa kwake kukuru.
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;
Anozungunusa nyika ikabva panzvimbo yayo uye anoita kuti mbiru dzayo dzidengenyeke.
7 han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
Anotaura kuzuva iro ndokurega kuvhenekera; anodzivira chiedza chenyeredzi.
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
Iye oga anotambanudza matenga uye anofamba pamusoro pamafungu egungwa.
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
Ndiye Muiti weNyeredzi dzeAkutiro neOrioni, dzeChimunomwe namapoka enyeredzi dzenyasi.
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Anoita minana isingagoni kunzwisisiswa, nezvishamiso zvisingagoni kuverengwa.
11 Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
Paanondipfuura, handigoni kumuona; paanoenda napo handingamuoni.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«
Kana achibvuta, ndiani angamudzivisa? Ndiani angati kwaari, ‘Unoiteiko?’
13 Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
Mwari haadzori kutsamwa kwake; kunyange boka ravarwi raRahabhi rakawira patsoka dzake nokutya.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
“Zvino ndingakakavadzana naye seiko? Ndingawana seiko mashoko okuita nharo naye?
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!
Kunyange ndakanga ndisina mhaka, handaigona kumupindura; ndaingokumbira hangu nyasha kuMutongi wangu.
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
Kunyange dai ndaimudana hangu uye akandipindura, handitendi kuti aizowana nguva yokundinzwa.
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,
Aizondiparadza nedutu uye achizowedzera maronda angu pasina mhosva.
18 ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.
Haaizonditenderazve kuti nditure mafemo, asi aizondizadza namatambudziko.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
Kana zviri zvesimba, iye ane simba guru! Uye kana zviri zvokururamisira, ndianiko angamudana kuti amutonge?
20 Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
Kunyange dai ndisina mhosva, muromo wangu waizongondipa mhaka; dai zvangu ndakarurama, iwo waizongondipa mhaka.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
“Kunyange ndisina mhosva, handina hangu hanya nazvo; ndinozvidza upenyu hwangu pachangu.
22 Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
Zvakangofanana; ndokusaka ndichiti, ‘Iye anoparadza vasina mhosva nevakaipa.’
23 Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;
Kana dambudziko rikauyisa rufu nokukurumidza, achaseka kushaya tariro kwavasina mhosva.
24 Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
Panowira nyika mumaoko avakaipa, vatongi vayo anovapofumadza. Kana asiri iye, zvino ndianiko?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,
“Mazuva angu anokurumidza kupfuura mumhanyi; anobhururuka oenda asina kumboona mufaro.
26 gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.
Anopfuura sezvikepe zvenhokwe, kufanana namakondo anomhanyira nyama yawo.
27 Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «
Kana ndikati, ‘Ndichakanganwa kunyunyuta kwangu, ndichashandura chiso changu, ndigonyemwerera,’
28 maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
ndinongotya kutambura kwangu, nokuti ndinoziva kuti imi hamuregi kundipa mhosva.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
Sezvo ndatopiwa hangu mhosva, ko, ndichagotamburirei pasina?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
Kunyange dai ndikazvishambidza nesipo uye ndikashamba maoko angu nesoda,
31 du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.
imi muchandinyudza mugomba rematope zvokuti kunyange nenguo dzangu dzichandisema.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;
“Iye haasi munhu akafanana neni kuti ndimupindure, kuti zvimwe iye neni tisangane mudare redzimhosva.
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!
Dai chete paingova nomumwe angamira pakati pedu, kuti aise ruoko rwake patiri tose,
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
mumwe zvake angabvise shamhu yaMwari kwandiri, kuti kutyisa kwake kurege kundivhundutsazve.
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
Ipapo ndichataura ndisingamutyi, asi sezvazvakaita kwandiri iye zvino, handingakwanisi.
