Job 9
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Då tok Job til ords og sagde:
2 Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
«Eg veit for visst at det er so; kva rett fær mannen imot Gud?
3 Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!
Um han med honom vilde trætta, han kann’kje svara eitt til tusund.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
Vis som han er og sterk i velde - kven kann vel strafflaust tråssa honom,
5 Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
som fjelli flyt, dei veit’kje av det, og velter deim upp i harm,
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;
som ruggar jordi frå sin plass, so pilarne hennar skjelv,
7 han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
som soli byd so ho ei skin, og set eit segl for stjernorne,
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
som eine spanar himmeln ut og fram på havsens toppar skrid,
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
hev skapt Karlsvogni og Orion, Sjustjerna og Sørkamri med?
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Som storverk gjer, me ei kann fata, og underverk forutan tal?
11 Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
Han framum gjeng, eg ser han ikkje; um burt han glid, eg går han ikkje.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«
Når han tek fat, kven stoggar honom? Kven honom spør: «Kva gjer du der?»
13 Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
Gud stoggar ikkje vreiden sin; for han seg bøygde Rahabs-fylgjet.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
Kor kann vel eg då svara han? Kor skal for han eg ordi leggja?
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!
Um eg hev rett, eg kann’kje svara, men lyt min domar be um nåde.
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
Og um han svara når eg ropa, eg trudde ei mi røyst han høyrde.
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,
Han som i stormver reiv meg burt og auka grunnlaust såri mine,
18 ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.
han let meg ikkje anda fritt, men metta meg med beiske ting.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
Når magt det gjeld, då er han der; men gjeld det rett: kven stemnar honom?
20 Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
Um eg hev rett, min munn meg dømer; er skuldlaus, han meg domfeller.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
Skuldlaus eg er! eg skyner ei meg sjølv, vanvyrder livet mitt.
22 Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
Det er det same, no eg segjer: Han tyner skuldig og uskuldig.
23 Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;
Når svipa brått gjev ulivssår, med lått han ser den gode lida.
24 Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
Han jordi gav i nidings hand; på domarar han syni kverver. Er det’kje han, kven er det då?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,
Mitt liv fer snøggare enn lauparen, dei kverv, men lukka såg det aldri;
26 gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.
Det glid som båtar utav sev, lik ørn som ned på fengdi slær.
27 Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «
Når eg mi plåga gløyma vil og jamna panna mi og smila,
28 maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
då gruvar eg for pina mi; eg veit du ei frikjenner meg.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
For når eg lyt straffskuldig vera, kvifor skal eg då fåfengt stræva?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
Um eg i snø meg vilde tvætta og reinsa henderne med lut.
31 du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.
Du ned i grefti straks meg dukka, so mine klæde ved meg stygdest.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;
Han ikkje er ein mann som eg, kann ei med meg til retten gå;
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!
d’er ingen skilsmann millom oss som handi si kann på oss leggja.
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
Når berre han tok riset frå meg og ikkje skræmde meg med rædsla,
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
eg skulde tala utan otte; sjølv dømer eg meg annarleis.
