Job 9
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Job prit la parole et dit:
2 Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
Je sais bien qu’il en est ainsi; Comment l’homme serait-il juste devant Dieu?
3 Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!
S’il voulait contester avec lui, Sur mille choses il ne pourrait répondre à une seule.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
A lui la sagesse et la toute-puissance: Qui lui résisterait impunément?
5 Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
Il transporte soudain les montagnes, Il les renverse dans sa colère.
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;
Il secoue la terre sur sa base, Et ses colonnes sont ébranlées.
7 han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
Il commande au soleil, et le soleil ne paraît pas; Il met un sceau sur les étoiles.
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
Seul, il étend les cieux, Il marche sur les hauteurs de la mer.
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
Il a créé la Grande Ourse, l’Orion et les Pléiades, Et les étoiles des régions australes.
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Il fait des choses grandes et insondables, Des merveilles sans nombre.
11 Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
Voici, il passe près de moi, et je ne le vois pas, Il s’en va, et je ne l’aperçois pas.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«
S’il enlève, qui s’y opposera? Qui lui dira: Que fais-tu?
13 Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
Dieu ne retire point sa colère; Sous lui s’inclinent les appuis de l’orgueil.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
Et moi, comment lui répondre? Quelles paroles choisir?
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!
Quand je serais juste, je ne répondrais pas; Je ne puis qu’implorer mon juge.
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
Et quand il m’exaucerait, si je l’invoque, Je ne croirais pas qu’il eût écouté ma voix,
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,
Lui qui m’assaille comme par une tempête, Qui multiplie sans raison mes blessures,
18 ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.
Qui ne me laisse pas respirer, Qui me rassasie d’amertume.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
Recourir à la force? Il est tout-puissant. A la justice? Qui me fera comparaître?
20 Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
Suis-je juste, ma bouche me condamnera; Suis-je innocent, il me déclarera coupable.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
Innocent! Je le suis; mais je ne tiens pas à la vie, Je méprise mon existence.
22 Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
Qu’importe après tout? Car, j’ose le dire, Il détruit l’innocent comme le coupable.
23 Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;
Si du moins le fléau donnait soudain la mort!… Mais il se rit des épreuves de l’innocent.
24 Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
La terre est livrée aux mains de l’impie; Il voile la face des juges. Si ce n’est pas lui, qui est-ce donc?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,
Mes jours sont plus rapides qu’un courrier; Ils fuient sans avoir vu le bonheur;
26 gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.
Ils passent comme les navires de jonc, Comme l’aigle qui fond sur sa proie.
27 Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «
Si je dis: Je veux oublier mes souffrances, Laisser ma tristesse, reprendre courage,
28 maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
Je suis effrayé de toutes mes douleurs. Je sais que tu ne me tiendras pas pour innocent.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
Je serai jugé coupable; Pourquoi me fatiguer en vain?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
Quand je me laverais dans la neige, Quand je purifierais mes mains avec du savon,
31 du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.
Tu me plongerais dans la fange, Et mes vêtements m’auraient en horreur.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;
Il n’est pas un homme comme moi, pour que je lui réponde, Pour que nous allions ensemble en justice.
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!
Il n’y a pas entre nous d’arbitre, Qui pose sa main sur nous deux.
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
Qu’il retire sa verge de dessus moi, Que ses terreurs ne me troublent plus;
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
Alors je parlerai et je ne le craindrai pas. Autrement, je ne suis point à moi-même.
