Job 9
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Joob answeride, and seide, Verili Y woot, that it is so,
2 Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
and that a man comparisound to God schal not be maad iust.
3 Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!
If he wole stryue with God, he may not answere to God oon for a thousynde.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
He is wiys in herte, and strong in myyt; who ayenstood hym, and hadde pees?
5 Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
Which bar hillis fro o place to anothir, and thei wisten not; whiche he distriede in his strong veniaunce.
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;
Which stirith the erthe fro his place, and the pilers therof schulen `be schakun togidere.
7 han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
Which comaundith to the sunne, and it risith not; and he closith the sterris, as vndur a signet.
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
Which aloone stretchith forth heuenes, and goith on the wawis of the see.
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
Which makith Ariture, and Orionas, and Hiadas, `that is, seuene sterris, and the innere thingis of the south.
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Which makith grete thingis, and that moun not be souyt out, and wondurful thingis, of whiche is noon noumbre.
11 Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
If he cometh to me, `that is, bi his grace, Y schal not se hym; if he goith awey, `that is, in withdrawynge his grace, Y schal not vndurstonde.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«
If he axith sodeynli, who schal answere to hym? ethir who may seie to hym, Whi doist thou so?
13 Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
`God is he, whos wraththe no man may withstonde; and vndur whom thei ben bowid, that beren the world.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
Hou greet am Y, that Y answere to hym, and speke bi my wordis with hym?
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!
Which also schal not answere, thouy Y haue ony thing iust; but Y schal biseche my iuge.
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
And whanne he hath herd me inwardli clepynge, Y bileue not, that he hath herd my vois.
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,
For in a whirlewynd he schal al to-breke me, and he schal multiplie my woundis, yhe, without cause.
18 ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.
He grauntith not, that my spirit haue reste, and he fillith me with bittirnesses.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
If strengthe is souyt, `he is moost strong; if equyte of doom is souyt, no man dar yelde witnessynge for me.
20 Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
If Y wole make me iust, my mouth schal dampne me; if Y schal schewe me innocent, he schal preue me a schrewe.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
Yhe, thouy Y am symple, my soule schal not knowe this same thing; and it schal anoye me of my lijf.
22 Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
O thing is, which Y spak, he schal waste `bi deth also the innocent and wickid man.
23 Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;
If he betith, sle he onys, and leiye he not of the peynes of innocent men.
24 Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
The erthe is youun in to the hondis of the wickid; he hilith the face of iugis; that if he is not, who therfor is?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,
Mi daies weren swiftere than a corour; thei fledden, and sien not good.
26 gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.
Thei passiden as schippis berynge applis, as an egle fleynge to mete.
27 Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «
Whanne Y seie, Y schal not speke so; Y chaunge my face, and Y am turmentid with sorewe.
28 maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
Y drede alle my werkis, witynge that thou `woldist not spare the trespassour.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
Sotheli if Y am also thus wickid, whi haue Y trauelid in veyn?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
Thouy Y am waischun as with watris of snow, and thouy myn hondis schynen as moost cleene,
31 du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.
netheles thou schalt dippe me in filthis, and my clothis, `that is, werkis, schulen holde me abhomynable.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;
Trewli Y schal not answere a man, which is lijk me; nether that may be herd euenli with me in doom.
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!
`Noon is, that may repreue euer eithir, and sette his hond in bothe.
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
Do he awei his yerde fro me, and his drede make not me aferd.
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
Y schal speke, and Y schal not drede hym; for Y may not answere dredynge.
