< Job 9 >

1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Then Job answered and said:
2 Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
Of a truth I know that it is so; and how can man be just with God?
3 Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!
If one should desire to contend with Him, he could not answer Him one of a thousand.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
He is wise in heart, and mighty in strength; who hath hardened himself against Him, and prospered?
5 Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
Who removeth the mountains, and they know it not, when He overturneth them in His anger.
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;
Who shaketh the earth out of her place, and the pillars thereof tremble.
7 han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
Who commandeth the sun, and it riseth not; and sealeth up the stars.
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
Who alone stretcheth out the heavens, and treadeth upon the waves of the sea.
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
Who maketh the Bear, Orion, and the Pleiades, and the chambers of the south.
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Who doeth great things past finding out; yea, marvellous things without number.
11 Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
Lo, He goeth by me, and I see Him not. He passeth on also, but I perceive Him not.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«
Behold, He snatcheth away, who can hinder Him? Who will say unto Him: 'What doest Thou?'
13 Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
God will not withdraw His anger; the helpers of Rahab did stoop under Him.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
How much less shall I answer Him, and choose out my arguments with Him?
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!
Whom, though I were righteous, yet would I not answer; I would make supplication to Him that contendeth with me.
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
If I had called, and He had answered me; yet would I not believe that He would hearken unto my voice —
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,
He that would break me with a tempest, and multiply my wounds without cause;
18 ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.
That would not suffer me to take my breath, but fill me with bitterness.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
If it be a matter of strength, lo, He is mighty! and if of justice, who will appoint me a time?
20 Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
Though I be righteous, mine own mouth shall condemn me; though I be innocent, He shall prove me perverse.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
I am innocent — I regard not myself, I despise my life.
22 Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
It is all one — therefore I say: He destroyeth the innocent and the wicked.
23 Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;
If the scourge slay suddenly, He will mock at the calamity of the guiltless.
24 Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
The earth is given into the hand of the wicked; he covereth the faces of the judges thereof; if it be not He, who then is it?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,
Now my days are swifter than a runner; they flee away, they see no good.
26 gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.
They are passed away as the swift ships; as the vulture that swoopeth on the prey.
27 Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «
If I say: 'I will forget my complaint, I will put off my sad countenance, and be of good cheer',
28 maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
I am afraid of all my pains, I know that Thou wilt not hold me guiltless.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
I shall be condemned; why then do I labour in vain?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
If I wash myself with snow water, and make my hands never so clean;
31 du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.
Yet wilt Thou plunge me in the ditch, and mine own clothes shall abhor me.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;
For He is not a man, as I am, that I should answer Him, that we should come together in judgment.
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!
There is no arbiter betwixt us, that might lay his hand upon us both.
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
Let Him take His rod away from me, and let not His terror make me afraid;
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
Then would I speak, and not fear Him; for I am not so with myself.

< Job 9 >