Job 9
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Job loh koep a doo tih,
2 Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
A tueng te ka ming tangloeng dae hlanghing he Pathen taengah metlam a tang thai eh?
3 Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!
Amah te oelh ham ngaih cakhaw, anih te thawngkhat ah pakhat long pataeng a doo thai moenih.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
A thinko cueih tih a thadueng khaw len rhapsat. A thuung dongah anih taengah unim aka mangkhak?
5 Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
Tlang khaw haimo coeng tih a thintoek ah amih a maelh te khaw ming uh pawh.
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;
Diklai he a hmuen lamloh tlai tih a tung khaw tuen coeng.
7 han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
Khomik te a uen tih thoeng pawh, aisi khaw catui tloep a hnah.
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
Vaan ke amah bueng loh a cueh tih tuitunli kah hmuensang dongah a cawt.
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
Ning buhol neh airhitbom khaw, tuithim tlungkawt khaw a saii neh.
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Khenah tloel duela hno len a saii tih tae lek pawt hil ah khobaerhambae coeng.
11 Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
Kai taeng long a pah mai akhaw ka hmu pawt tih a tinghil akhaw anih te ka yakming moenih.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«
Paco cakhaw ulong anih a mael sak? Ulong long anih te, “Balae na saii,” a ti nah?
13 Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
Pathen tah a thintoek mael pawt tih Rahab aka bom rhoek khaw a hmui, a hmui ah ngam uh.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
Te dongah anih aisat te kai loh ka doo thai vetih a taengah ka ol ka coelh thai aya?
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!
Ka tang cakhaw kai lai aka tloek taengah ka doo thai pawt tih rhennah ni ka bih.
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
Ka khue tih kai n'doo cakhaw ka ol a hnatun tila ka tangnah moenih.
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,
Hlithae neh kai kai m'phop tih lunglilungla la ka tloh ping.
18 ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.
Ka mueihla he mael hamla kai m'pae pawt dae olkhaa ni kai n'kum sak.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
Thadueng dongah khaw len rhapsat tih laitloeknah dongah khaw unim kai aka tuentah he?
20 Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
Ka ka neh ka tang akhaw ka boe hae ni, ka cuemthuek cakhaw ka kawn hae.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
Ka cuemthuek dae ka hinglu khaw ka ming pawt tih ka hingnah khaw ka kohnue.
22 Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
Te dongah pakhat la, “Cuemthuek neh halang khaw amah loh a khah,” a ti.
23 Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;
Rhuihet loh a duek sak buengrhuet kae vaengah ommongsitoe kah noemcainah te a tamdaeng.
24 Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
Diklai he halang kut ah pae tih a laitloek kah maelhmai te a khuk. Te pawt koinih amah te unim?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,
Ka khohnin khaw aka yong lakah bawn tih a yong dongah a then khaw hmuh uh pawh.
26 gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.
Sangpho canghlong bangla tinghil tih, atha bangla caak dongah cu.
27 Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «
“Kai he ka kohuetnah ka hnilh pawn eh, ka maelhmai ka hlam saeh lamtah ngaidip saeh,’ ka ti akhaw,
28 maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
Ka nganboh he boeih ka rhih tih kai nan hmil mahpawh tila ka ming.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
Kai ka boe coeng dae balae tih a honghi nen he ka kohnue eh?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
Vuelsong tui dongah ka hluk vetih ka kut lunghuem neh ka cil cakhaw,
31 du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.
vaam khuila kai nan nuem hae vetih ka himbai neh kamah khaw n'tuei uh ni.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;
Hlang he kamah bangla a om pawt dongah anih te ka doo koinih laitloeknah la rhenten m'pawk uh ni.
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!
Mamih laklo ah oltloek tih mamih rhoi soah a kut aka tloeng om pawh.
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
A cungkui te kai taeng lamloh a khoe mai vetih a mueirhih loh kai n'let sak pawt mako.
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
Ka thui neh anih ka rhih pawt dae kai he kamah taengah te tlam te ka om moenih.
