Job 9
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
To naah Job mah,
2 Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
to lok loe amsoem, tiah ka panoek; toe kami loe kawbangmaw Sithaw hmaa ah toeng thai tih?
3 Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!
Kami mah anih hoi lok angaek han koeh cadoeh, vai sangto thungah vaito mataeng doeh pathim thai mak ai.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
Sithaw loe palunghahaih, thacakhaih hoiah koi; palung thah, anih ih lok aek kami loe khosak hoihaih hnuk vai maw?
5 Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
Sithaw palungphui naah, nihcae panoek ai ah maenawk to angthuisak moe, amletsak thaih,
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;
long to angthuisak hanah ahuenh moe, tungnawk to anghuensak.
7 han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
Ni tacawt han ai ah lok a thuih pae; cakaehnawk aanghaih to vingh pae khoep.
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
Anih mah khue ni vannawk to payuengh moe, tuipui tuiphunawk to cawh thaih.
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
Anih loe Arcturus, Orian, Pleiades cakaehnawk hoi aloih bang ih cakaehnawk Sahkung ah oh.
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Anih loe panoek thai ai kalen hmuennawk to sak; ue, kroek laek ai dawnraihaih doeh a sak.
11 Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
Khenah, anih ka taengah caeh naah, ka hnu thai ai; a caeh poe naah, anih to ka panoek thai ai.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«
Khenah, anih mah la ving nahaeloe, mi mah maw pakaa thai tih? Mi mah maw anih khaeah, Timaw na sak? tiah thui thai tih?
13 Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
Sithaw palungphuihaih dip ai nahaeloe, amoek kami thapaek kaminawk loe anih hmaa ah ni akuep o sut tih.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
Kawbangmaw anih ih lok to ka pathim thai tih? Anih hoi lok angaek hanah kawbaktih lok maw ka qoih han?
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!
Zaehaih ka tawn ai langlacadoeh, anih to ka aek thai mak ai; lokcaekkung khaeah loe tahmenhaih khue ni ka hnik thaih.
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
Anih to ka kawk moe, ka kawkhaih lok na pathim pae aep to mah, anih mah ka lok na tahngai pae tih, tiah ka poek ai.
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,
Anih mah takhi sae hoiah ang boh moe, takung om ai ah nganbawh kana ang pungsak.
18 ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.
Kai han anghahhaih takhi na paek ai, kakhaa patangkhanghaih hoiah ni ang koisak.
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
Thacakhaih kawng thuih nahaeloe, khenah, anih loe thacak koek ah oh! Toenghaih hoi lokcaek naah doeh, mi mah maw lokcaekhaih im ah kai han lok pathim pae tih?
20 Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
Zaehaih tawn ai ah ka oh langlacadoeh, ka pakha mah zaehaih na net tih; coek koi om ai ah ka oh, tiah ka thuih cadoeh, ka poek angkawnhaih to amtuengsak tih.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
Coek koi om ai ah ka oh cadoeh, ka poekhaih ka panoek thai ai; ka hinghaih hae tiah doeh ka poek ai.
22 Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
Maeto kaom kanghmong hmuen loe, Coek koi om ai kami doeh, kasae kami doeh, amro hmaek tih, tiah ka thuih.
23 Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;
Poek ai pui hoi kami to boh maat naah, anih mah zaehaih tawn ai kami nuiah lokcaekhaih to pahnui thuih.
24 Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
Long loe kasae kami ban ah paek moe, lokcaekkungnawk to mikmaengsak; to hmuen to Sithaw mah sah ai nahaeloe, mi mah maw sah tih?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,
Ka hinghaih aninawk loe ca phawkung pongah doeh rang o kue; nihcae loe hoihhaih hnu ai ah, cawnh o.
26 gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.
To aninawk loe cawnh karang palongpui baktiah laemh o moe, moi cop hanah karangah kazawk tahmu baktiah oh o.
27 Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «
Laisaephaih ka pahnet han boeh, poekraihaih ka toengh moe, ka pahnui han boeh, tiah ka thuih cadoeh,
28 maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
ka tongh ih patangkhanghaih to ka zit, kai hae zaehaih tawn ai kami ni, tiah Na poek mak ai, tito ka panoek.
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
Kahoih ai kami ah ka oh nahaeloe, tih hanah azom pui ah tok ka sak khing vop loe?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
Ka takpum hae dantui hoi kam saeh moe, ka ban hae kaciim ah kam saeh cadoeh,
31 du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.
Sithaw mah tangnong thungah na va ueloe, ka khukbuen mah ka takpum hae panuet tih.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;
Lokcaekhaih ahmuen ah nawnto a caeh o moe, a lok pathim hanah, Sithaw loe kai baktiah om ai.
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!
Aihnik lokcaek hmaek hanah, aicae salakah kaom kami mi doeh om ai.
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
Lokcaekhaih angmah ih cung to kai khae hoiah la ving nasoe loe, zitthok a sak ih hmuen mah na pazih hmah nasoe.
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
To tiah nahaeloe anih zithaih tawn ai ah lok to ka thuih han; toe vaihi loe lok ka thui thai ai.
