Job 8
1 Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
Ɛnna Suhini Bildad buaa sɛ:
2 Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
“Wobɛkɔ so aka saa nsɛm yi akɔsi da bɛn? Wo nsɛm yɛ mframa huhuo.
3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
Onyankopɔn kyea atɛntenenee anaa? Otumfoɔ kyea deɛ ɛtene anaa?
4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
Ɛberɛ a wo mma yɛɛ bɔne tiaa noɔ no, ɔgyaa wɔn maa wɔn bɔne so akatua.
5 saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
Nanso sɛ wode wʼani bɛto Onyankopɔn so na woabɔ Otumfoɔ no mpaeɛ,
6 Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
sɛ woyɛ kronn, na wotene a, wo enti, ɔbɛma ne ho so seesei na wama wo asi wo dada mu.
7 din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
Wo ahyɛaseɛ bɛyɛ nkakra nkakra na daakye woanya ama abu so.
8 Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
“Bisa awoɔ ntoatoasoɔ a atwam no, na hwehwɛ deɛ wɔn agyanom hunuiɛ.
9 Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
Na wɔwoo yɛn nkyɛreeɛ na yɛnnim hwee. Yɛn nna wɔ asase yi so te sɛ sunsumma.
10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
Nanso adikanfoɔ no bɛkyerɛkyerɛ wo. Wɔbɛfiri wɔn nteaseɛ mu akyerɛ wo nyansa.
11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
Paparɔs bɛtumi anyini akɔ soro wɔ baabi a ɛnyɛ ɔwora? Demmire bɛtumi afifiri baabi a nsuo nni anaa?
12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
Ɛberɛ a ɛrenyini a wɔntwaeɛ no, ɛdwane ntɛm so sene ɛserɛ.
13 Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
Saa na wɔn a wɔn werɛ firi Onyankopɔn no awieeɛ teɛ; saa na wɔn a wɔnni nyamesu no anidasoɔ nkɔsi hwee.
14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
Biribiara a nʼani da so no nni ahoɔden; deɛ ɔde ne ho to soɔ yɛ ananse ntontan.
15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
Ɔtwere ne ntontan, nanso ɛtete; ɔsɔ mu denden nanso ɛnyɛ yie.
16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
Ɔte sɛ afifideɛ a wɔgugu so nsuo yie a ɛsi owia mu. Ɛtrɛtrɛ ne mman mu wɔ turo no so;
17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
Ne nhini nyini fa abotan ho, na ɛhwehwɛ ɛkwan kɔ aboɔ mu.
18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
Nanso sɛ wɔtu firi ne siberɛ a, saa beaeɛ no nnim no bio na ɛka sɛ, ‘Menhunuu wo da.’
19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
Ampa ara ne nkwa twam, na afifideɛ foforɔ nyini asase no so.
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
“Ampa ara Onyankopɔn mpo onipa a ne ho nni asɛm na ɔnhyɛ amumuyɛfoɔ nsa mu dene.
21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
Ɔbɛma woasere bio, na wode ahosɛpɛ ateateam.
22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
Wɔde aniwuo bɛfira wɔn a wɔtan woɔ, na amumuyɛfoɔ ntomadan bɛsɛe.”
