Job 8
1 Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
Pea naʻe toki tali ʻe Pilitati mei Suaa, ʻo ne pehē,
2 Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
ʻE fēfē hono fuoloa ʻo hoʻo lea pehē pe? Pea tatau mo e matangi mālohi ʻae ngaahi lea ʻa ho ngutu?
3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
He ʻoku fakahala ʻe he ʻOtua ʻae fakamaau? Pe fakahalaʻi ʻe he Māfimafi ʻae angatonu?
4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
Kapau kuo angahala ʻa hoʻo fānau kiate ia, pea kuo ne liʻaki ʻakinautolu ko e meʻa ʻi heʻenau fai hala;
5 saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
Kapau te ke kumi vave ki he ʻOtua, pea fai hoʻo faʻa hū tāumaʻu ki he Māfimafi;
6 Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
Kapau kuo ke maʻa mo angatonu ko e moʻoni ʻe ʻā hake ia maʻau, pea te ne ngaohi ke monūʻia ʻae nofoʻanga ʻo hoʻo māʻoniʻoni.
7 din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
Neongo ʻae siʻi ʻa ho kamataʻanga, ka ʻe fakalahi ʻaupito ho ikuʻanga.
8 Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
“Ko eni, ʻoku ou kole kiate koe, ke ke fehuʻi ki he kuonga ʻi muʻa, pea ke teuʻi koe ke ke ʻeke ki heʻenau ngaahi tamai:
9 Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
(He ʻoku ʻoe ʻaneafi pe ʻakinautolu, pea taʻeʻilo ha meʻa, koeʻuhi ʻoku tatau hotau ngaahi ʻaho ʻi māmani mo e ʻata: )
10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
ʻIkai ʻe akonakiʻi koe ʻekinautolu, ʻo tala kiate koe, pea hua ʻaki mai ʻae ngaahi lea mei honau loto?
11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
“ʻE faʻa tupu ʻae mohuku ʻoe anovai ka ʻi he kelepulu pe? ʻE faʻa tupu ʻae kaho ka ʻi he vai pe?
12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
He ʻoku lolotonga ʻene kei mata, ʻo ʻikai tā, ʻoku tomuʻa mae ia ʻi he ʻakau kotoa pē.
13 Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
ʻOku pehē pe ʻae ʻaluʻanga ʻokinautolu ʻoku fakangaloʻi ʻae ʻOtua; pea ko e ʻamanaki ʻae mālualoi ʻe ʻauha ia:
14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
Ko ʻene ʻamanaki ʻe tuʻusi ia, pea ko ʻene falalaʻanga ko e matamata kupenga ʻoe hina.
15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
ʻE faʻaki ia ki hono fale, ka ʻe ʻikai tuʻu ia: ʻe puke maʻu ʻe ia ki ai, ka ʻe ʻikai te ne tolonga.”
16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
ʻOku maʻuiʻui ia ʻi he mata ʻoe laʻā, pea tupu hono vaʻa ʻi heʻene ngoue.
17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
Ko hono ngaahi aka ʻoku fefihifihitaki ʻi he tafungofunga, ʻo ʻiloʻi ʻae potu makamaka.
18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
Kapau te ne fakaʻauha ia mei hono potu, pea ʻe toki fakafisi ia, ʻo pehē, ‘naʻe ʻikai te u mamata kiate koe.’
19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
Vakai, ko e fiefia eni ʻa hono hala, pea ʻe toe tupu ʻae niʻihi mei he kelekele.
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
“Vakai, ʻe ʻikai siʻaki ʻe he ʻOtua ha taha haohaoa, pea ʻe ʻikai tokoniʻi ʻe ia ʻae kau fai kovi:
21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
Kaeʻoua ke ne fakapito ho ngutu ʻi he kata, mo ho loungutu ʻi he fiefia.
22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
Ko kinautolu ʻoku fehiʻa kiate koe ʻe fakakofuʻaki ʻae mā; pea ʻe fakaʻauha ʻae nofoʻanga ʻoe angahala.”
