Job 8
1 Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
Da tok Bildad fra Suah til orde og sa:
2 Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
Hvor lenge vil du tale så? Hvor lenge skal din munns ord være som et veldig vær?
3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
Skulde vel Gud forvende retten, eller den Allmektige forvende rettferdigheten?
4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
Har dine sønner syndet mot ham, så har han gitt dem deres brøde i vold.
5 saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
Hvis du vender dig til Gud og beder den Allmektige om nåde,
6 Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
hvis du er ren og opriktig, da vil han våke over dig og gjenreise din rettferds bolig,
7 din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
og din forrige lykke vil bli ringe mot din senere lykke, for den skal være overmåte stor.
8 Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
For spør bare fremfarne slekter og akt på det som deres fedre har gransket ut
9 Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
- for vi er fra igår og vet intet; for en skygge er våre dager på jorden -
10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
de skal lære dig og si dig det og bære frem ord fra sitt hjerte.
11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
Vokser sivet op hvor det ikke er myrlendt? Blir starrgresset stort uten vann?
12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
Ennu står det friskt og grønt og blir ikke skåret; da visner det før alt annet gress.
13 Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
Således går det alle dem som glemmer Gud, og den gudløses håp går til grunne;
14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
hans tillit avskjæres, og det han trøster sig til, er spindelvev.
15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
Han støtter sig på sitt hus, men det står ikke; han holder sig fast i det, men det står ikke fast.
16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
Frodig står han der i solens skinn, og hans skudd breder sig ut over hans have;
17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
om en stenrøs slynger sig hans røtter, mellem stener trenger han sig frem.
18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
Ryddes han bort fra sitt sted, så kjennes det ikke ved ham, men sier: Jeg har aldri sett dig.
19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
Se, det er gleden på hans vei, og av mulden spirer andre frem.
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
Nei, Gud forkaster ikke en som er ulastelig, og han holder ikke ugudelige ved hånden.
21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
Ennu vil han fylle din munn med latter og dine leber med jubel.
22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
De som hater dig, skal klædes med skam, og de ugudeliges telt skal ikke mere finnes.
