Job 8
1 Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
Respondens autem Baldad Suhites, dixit:
2 Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
Usquequo loqueris talia, et spiritus multiplex sermones oris tui?
3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
Numquid Deus supplantat iudicium? aut Omnipotens subvertit quod iustum est?
4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
Etiam si filii tui peccaverunt ei, et dimisit eos in manu iniquitatis suæ:
5 saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
Tu tamen si diluculo consurrexeris ad Deum, et Omnipotentem fueris deprecatus:
6 Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
Si mundus et rectus incesseris, statim evigilabit ad te, et pacatum reddet habitaculum iustitiæ tuæ:
7 din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
In tantum, ut si priora tua fuerint parva, et novissima tua multiplicentur nimis.
8 Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
Interroga enim generationem pristinam, et diligenter investiga patrum memoriam:
9 Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
(Hesterni quippe sumus, et ignoramus quoniam sicut umbra dies nostri sunt super terram.)
10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
Et ipsi docebunt te: loquentur tibi, et de corde suo proferent eloquia.
11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
Numquid vivere potest scirpus absque humore? aut crescere carectum sine aqua?
12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
Cum adhuc sit in flore, nec carpatur manu, ante omnes herbas arescit:
13 Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
Sic viæ omnium, qui obliviscuntur Deum, et spes hypocritæ peribit:
14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
Non ei placebit vecordia sua, et sicut tela aranearum fiducia eius.
15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
Innitetur super domum suam, et non stabit: fulciet eam, et non consurget:
16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
Humectus videtur antequam veniat Sol, et in ortu suo germen eius egredietur.
17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
Super acervum petrarum radices eius densabuntur, et inter lapides commorabitur.
18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
Si absorbuerit eum de loco suo, negabit eum, et dicet: Non novi te.
19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
Hæc est enim lætitia viæ eius, ut rursum de terra alii germinentur.
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
Deus non proiiciet simplicem, nec porriget manum malignis:
21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
Donec impleatur risu os tuum, et labia tua iubilo.
22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
Qui oderunt te, induentur confusione: et tabernaculum impiorum non subsistet.
