Job 8
1 Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
| וַיַּעַן בִּלְדַּד הַשּׁוּחִי וַיֹּאמַֽר׃ |
2 Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
| עַד־אָן תְּמַלֶּל־אֵלֶּה וְרוּחַ כַּבִּיר אִמְרֵי־פִֽיךָ׃ |
3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
| הַאֵל יְעַוֵּת מִשְׁפָּט וְאִם־שַׁדַּי יְעַוֵּת־צֶֽדֶק׃ |
4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
| אִם־בָּנֶיךָ חָֽטְאוּ־לוֹ וַֽיְשַׁלְּחֵם בְּיַד־פִּשְׁעָֽם׃ |
5 saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
| אִם־אַתָּה תְּשַׁחֵר אֶל־אֵל וְאֶל־שַׁדַּי תִּתְחַנָּֽן׃ |
6 Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
| אִם־זַךְ וְיָשָׁר אָתָּה כִּֽי־עַתָּה יָעִיר עָלֶיךָ וְשִׁלַּם נְוַת צִדְקֶֽךָ׃ |
7 din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
| וְהָיָה רֵאשִׁיתְךָ מִצְעָר וְאַחֲרִֽיתְךָ יִשְׂגֶּה מְאֹֽד׃ |
8 Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
| כִּֽי־שְׁאַל־נָא לְדֹר רִישׁוֹן וְכוֹנֵן לְחֵקֶר אֲבוֹתָֽם׃ |
9 Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
| כִּֽי־תְמוֹל אֲנַחְנוּ וְלֹא נֵדָע כִּי צֵל יָמֵינוּ עֲלֵי־אָֽרֶץ׃ |
10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
| הֲלֹא־הֵם יוֹרוּךָ יֹאמְרוּ לָךְ וּמִלִּבָּם יוֹצִאוּ מִלִּֽים׃ |
11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
| הֲיִֽגְאֶה־גֹּמֶא בְּלֹא בִצָּה יִשְׂגֶּה־אָחוּ בְלִי־מָֽיִם׃ |
12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
| עֹדֶנּוּ בְאִבּוֹ לֹא יִקָּטֵף וְלִפְנֵי כׇל־חָצִיר יִיבָֽשׁ׃ |
13 Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
| כֵּן אׇרְחוֹת כׇּל־שֹׁכְחֵי אֵל וְתִקְוַת חָנֵף תֹּאבֵֽד׃ |
14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
| אֲשֶׁר־יָקוֹט כִּסְלוֹ וּבֵית עַכָּבִישׁ מִבְטַחֽוֹ׃ |
15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
| יִשָּׁעֵן עַל־בֵּיתוֹ וְלֹא יַעֲמֹד יַחֲזִיק בּוֹ וְלֹא יָקֽוּם׃ |
16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
| רָטֹב הוּא לִפְנֵי־שָׁמֶשׁ וְעַל גַּנָּתוֹ יֹנַקְתּוֹ תֵצֵֽא׃ |
17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
| עַל־גַּל שׇׁרָשָׁיו יְסֻבָּכוּ בֵּית אֲבָנִים יֶחֱזֶֽה׃ |
18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
| אִם־יְבַלְּעֶנּוּ מִמְּקֹמוֹ וְכִחֶשׁ בּוֹ לֹא רְאִיתִֽיךָ׃ |
19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
| הֶן־הוּא מְשׂוֹשׂ דַּרְכּוֹ וּמֵעָפָר אַחֵר יִצְמָֽחוּ׃ |
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
| הֶן־אֵל לֹא יִמְאַס־תָּם וְלֹֽא־יַחֲזִיק בְּיַד־מְרֵעִֽים׃ |
21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
| עַד־יְמַלֵּה שְׂחוֹק פִּיךָ וּשְׂפָתֶיךָ תְרוּעָֽה׃ |
22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
| שֹׂנְאֶיךָ יִלְבְּשׁוּ־בֹשֶׁת וְאֹהֶל רְשָׁעִים אֵינֶֽנּוּ׃ |
