Job 8
1 Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
Et Bildad, le Shukhite, répondit et dit:
2 Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
Jusques à quand diras-tu ces choses, et les paroles de ta bouche seront-elles un vent impétueux?
3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
Est-ce que Dieu pervertit le droit? Le Tout-puissant pervertira-t-il la justice?
4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
Si tes fils ont péché contre lui, il les a aussi livrés en la main de leur transgression.
5 saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
Si tu recherches Dieu et que tu supplies le Tout-puissant,
6 Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
Si tu es pur et droit, certainement il se réveillera maintenant en ta faveur, et rendra prospère la demeure de ta justice;
7 din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
Et ton commencement aura été petit, mais ta fin sera très grande.
8 Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
Car interroge, je te prie, la génération précédente, et sois attentif aux recherches de leurs pères;
9 Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
Car nous sommes d’hier et nous n’avons pas de connaissance, car nos jours sont une ombre sur la terre.
10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
Ceux-là ne t’enseigneront-ils pas, ne te parleront-ils pas, et de leurs cœurs ne tireront-ils pas des paroles?
11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
Le papyrus s’élève-t-il où il n’y a pas de marais? Le roseau croît-il sans eau?
12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
Encore dans sa verdeur, sans qu’on l’ait arraché, avant toute herbe il sèche.
13 Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
Tels sont les sentiers de tous ceux qui oublient Dieu; et l’attente de l’impie périra;
14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
Son assurance sera retranchée, et sa confiance sera une toile d’araignée:
15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
Il s’appuiera sur sa maison, et elle ne tiendra pas; il s’y cramponnera, et elle ne restera pas debout.
16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
Il est verdoyant devant le soleil, et son rameau s’étend sur son jardin;
17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
Ses racines s’entrelacent dans un tas de rocaille, il voit la demeure des pierres;
18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
S’Il l’ôte de sa place, celle-ci le désavouera: Je ne t’ai pas vu!
19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
Telles sont les délices de ses voies; et de la poussière, d’autres germeront.
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
Voici, Dieu ne méprisera pas l’homme parfait, et ne soutiendra pas les mains des méchants:
21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
Tandis qu’il remplira ta bouche de rire et tes lèvres de chants de joie,
22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
Ceux qui te haïssent seront revêtus de honte, et la tente des méchants ne sera plus.
