Job 8
1 Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
And Bildad the Shuhite answereth and saith: —
2 Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
Till when dost thou speak these things? And a strong wind — sayings of thy mouth?
3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
Doth God pervert judgment? And doth the Mighty One pervert justice?
4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
If thy sons have sinned before Him, And He doth send them away, By the hand of their transgression,
5 saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
If thou dost seek early unto God, And unto the Mighty makest supplication,
6 Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
If pure and upright thou [art], Surely now He waketh for thee, And hath completed The habitation of thy righteousness.
7 din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
And thy beginning hath been small, And thy latter end is very great.
8 Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
For, ask I pray thee of a former generation, And prepare to a search of their fathers,
9 Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
(For of yesterday we [are], and we know not, For a shadow [are] our days on earth.)
10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
Do they not shew thee — speak to thee, And from their heart bring forth words?
11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
'Doth a rush wise without mire? A reed increase without water?
12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
While it [is] in its budding — uncropped, Even before any herb it withereth.
13 Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
So [are] the paths of all forgetting God, And the hope of the profane doth perish,
14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
Whose confidence is loathsome, And the house of a spider his trust.
15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
He leaneth on his house — and it standeth not: He taketh hold on it — and it abideth not.
16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
Green he [is] before the sun, And over his garden his branch goeth out.
17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
By a heap his roots are wrapped, A house of stones he looketh for.
18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
If [one] doth destroy him from his place, Then it hath feigned concerning him, I have not seen thee!
19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
Lo, this [is] the joy of his way, And from the dust others spring up.'
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
Lo, God doth not reject the perfect, Nor taketh hold on the hand of evil doers.
21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
While he filleth with laughter thy mouth, And thy lips with shouting,
22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
Those hating thee do put on shame, And the tent of the wicked is not!
