Job 8
1 Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
Sotheli Baldath Suytes answeride, and seide,
2 Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
Hou longe schalt thou speke siche thingis? The spirit of the word of thi mouth is manyfold.
3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
Whether God supplauntith, `ethir disseyueth, doom, and whether Almyyti God distrieth that, that is iust?
4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
Yhe, thouy thi sones synneden ayens hym, and he lefte hem in the hond of her wickidnesse;
5 saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
netheles, if thou risist eerli to God, and bisechist `Almyyti God, if thou goist clene and riytful,
6 Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
anoon he schal wake fulli to thee, and schal make pesible the dwellyng place of thi ryytfulnesse;
7 din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
in so miche that thi formere thingis weren litil, and that thi laste thingis be multiplied greetli.
8 Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
For whi, axe thou the formere generacioun, and seke thou diligentli the mynde of fadris.
9 Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
For we ben men of yistirdai, and `kunnen not; for oure daies ben as schadewe on the erthe.
10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
And thei schulen teche thee, thei schulen speke to thee, and of her herte thei schulen bring forth spechis.
11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
Whether a rusche may lyue with out moysture? ethir a spier `may wexe with out watir?
12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
Whanne it is yit in the flour, nethir is takun with hond, it wexeth drie bifor alle erbis.
13 Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
So the weies of alle men, that foryeten God; and the hope of an ypocrite schal perische.
14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
His cowardise schal not plese hym, and his trist schal be as a web of yreyns.
15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
He schal leene, `ether reste, on his hows, and it schal not stonde; he schal vndursette it, and it schal not rise togidere.
16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
The rusche semeth moist, bifor that the sunne come; and in the risyng of the sunne the seed therof schal go out.
17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
Rootis therof schulen be maad thicke on an heep of stoonys, and it schal dwelle among stoonys.
18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
If a man drawith it out of `his place, his place schal denye it, and schal seie, Y knowe thee not.
19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
For this is the gladnesse of his weie, that eft othere ruschis springe out of the erthe.
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
Forsothe God schal not caste a wei a symple man, nethir schal dresse hond to wickid men;
21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
til thi mouth be fillid with leiytir, and thi lippis with hertli song.
22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
Thei that haten thee schulen be clothid with schenschip; and the tabernacle of wickid men schal not stonde.
