< Job 8 >

1 Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
2 Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?
3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?
4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.
5 saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,
6 Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.
7 din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.
8 Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;
9 Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
— thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —
10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?
11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?
12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
13 Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.
17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.
18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.
19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.

< Job 8 >