Job 8
1 Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
Shuhi Bildad loh a doo tih,
2 Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
“He he me hil nim na thui ve? Na ka kah ol tah khohli bangla khuet coeng.
3 Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
Pathen loh tiktamnah he a khun sak tih, Tlungthang loh duengnah te a khun sak mai a?
4 Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
Na ca rhoek te anih taengah a tholh vaengah, amih te amamih kah boekoek kut dongla a tueih.
5 saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
Namah loh Pathen te na toem tih Tlungthang te na hloep mak atah,
6 Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
Na cil tih na thuem koinih nang yueng la haenghang vetih na duengnah rhamtlim te n'thuung pataeng pawn ni.
7 din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
Na tongnah te a yiit la om cakhaw na hmailong te muep rhoeng ni.
8 Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
Lamhma kah cadil taengah dawt laeh lamtah, a napa rhoek khenah te soepsoei laeh.
9 Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
Mamih loh n'hlaem kah khaw m'ming uh moenih, mamih kah khohnin tah diklai mueihlip dongkah ni.
10 Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
Amih te na thuinuet pawt tih a, nang taengah a thui vetih, amih kah lungbuei lamloh olthui te a khueh eh?
11 Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
Nongtui pawt ah talik thawn tih, tui om mueh ah capu rhoeng a?
12 Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
Te te a duei pueng ah a hlaek pawt akhaw, sulrham boeih hmai ah rhae coeng.
13 Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
Pathen aka hnilh boeih kah caehlong neh lailak kah ngaiuepnah tah bing tangloeng.
14 som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
A uepnah neh a pangtungnah bumba im te khaw bawtboeng.
15 han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
A im dongah hangdang dae pai thai pawh. Te te a kuel dae thoo pawh.
16 I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
Anih te khosae li ah thingsup tih a dum ah a dawn sai.
17 i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
A yung loh lungkuk dongah a ven tih lungto im te a hmuh.
18 men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
Te te a hmuen lamloh a phuk van vaengah, ‘Nang kam hmu moenih,’ anih te a namnah.
19 Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
He he a longpuei kah omthennah coeng koinih laipi tloe lamloh a poe uh khaming.
20 Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
Pathen loh cuemthuek hnawt ngawn pawt tih thaehuet kut te a moem moenih.
21 End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
Na ka dongah nueihbu neh na hmui dongah tamlung bae.
22 dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
Na lunguet rhoek loh yahpohnah a bai uh vetih halang kah dap tah om mahpawh,” a ti.
