Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
Insan’gha zéminda jewre-japa chékidighan turmush békitilgen emesmu? Uning künliri bir medikarningkige oxshash emesmu?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
Qul kechqurunning sayisige teshna bolghandek, Medikar öz emgikining heqqini kütkendek,
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
Mana bihude aylar manga békitilgen, Gheshlikke tolghan kéchiler manga nésip qilin’ghan.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Men yatqinimda: «Qachan qoparmen?» dep oylaymen, Biraq kech uzundin uzun bolidu, Tang atquche pütün bir kéche men tolghinip yatimen.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Etlirim qurtlar hem topa-changlar bilen qaplandi, Térilirim yérilip, yiringlap ketti.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
Künlirim bapkarning mokisidinmu ittik ötidu, Ular ümidsizlik bilen ayaghlishay dep qaldi.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
[Ah Xuda], méning jénim bir nepesla xalas. Közüm yaxshiliqni qaytidin körmeydighanliqi ésingde bolsun;
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Méni Körgüchining közi ikkinchi qétim manga qarimaydu, Sen neziringni üstümge chüshürginingde, men yoqalghan bolimen.
Bulut ghayib bolup, qayta körünmigendek, Oxshashla tehtisaragha chüshken adem qaytidin chiqmaydu. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
U yene öz öyige qaytmaydu, Öz yurti uni qayta tonumaydu.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Shunga men aghzimni yummay, Rohimning derd-elimi bilen söz qilay, Jénimning azabidin zarlaymen.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Némishqa Sen üstümdin közet qilisen? Men [xeterlik] bir déngizmu-ya? Yaki déngizdiki bir ejdihamumen?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Men: «Ah, yatqan ornum manga rahet béridu, Körpem nale-peryadimgha derman bolidu» — désem,
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Emdi Sen chüshler bilen méni qorqutiwatisen, Ghayibane alametler bilen manga wehime salisen.
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
Shuning üchün boghulushumni, ölümni, Bu söngeklirimge qarap olturushtin artuq bilimen.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Men öz jénimdin toydum; Méning menggüge yashighum yoq, Méni meylimge qoyiwetkin, Méning künlirim bihudidur.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Insan balisi némidi? Sen némishqa uni chong bilisen, Néme dep uninggha köngül bérisen?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Her etigende uni sürüshtürüp kélisen, Her nepes uni sinaysen!
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Qachan’ghiche méningdin neziringni almaysen, Manga qachan’ghiche aghzimdiki sériq suni yutuwalghudek aram bermeysen?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Men gunah qilghan bolsammu, i insaniyetni Közetküchi, Sanga néme qiliptimen?! Men Sanga yük bolup qaldimmu? Buning bilen méni Özüngge zerbe nishani qilghansenmu?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
Sen némishqa méning itaetsizlikimni kechürüm qilip, Gunahimni saqit qilmaysen? Chünki men pat arida topining ichide uxlaymen; Sen méni izdep kélisen, lékin men mewjut bolmaymen».
