Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
¿No es el destino del hombre en la tierra una lucha? ¿No son sus días como los de un jornalero,
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
Como el esclavo que anhela la sombra o como un jornalero que espera su pago?
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
Así yo heredé meses sin provecho y me fueron asignadas noches de aflicción.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Cuando estoy acostado digo: ¿Cuándo me levantaré? Y la noche se alarga, y me lleno de inquietudes hasta el alba.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Mi carne está cubierta de gusanos y de costras de polvo. Mi piel se agrieta y supura.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
Mis días se me van más veloces que la lanzadera y se me acaban sin esperanza.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
Acuérdate que mi vida es un soplo. Mis ojos no volverán a ver el bien.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
El ojo del que me ve ya no me verán. Tus ojos se fijarán en mí, pero no existiré.
Como la nube se deshace y se va, así el que baja al Seol no subirá. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
No regresa a su vivienda y ya no lo reconoce su lugar.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Por tanto, no refrenaré mi boca. Hablaré en la angustia de mi espíritu. Me quejaré en la amargura de mi alma.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
¿Soy yo el mar o el monstruo marino para que asignes guardia sobre mí?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Si digo: Me consolará mi lecho, mi cama aliviará mi queja,
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
entonces me aterras con sueños y me turbas con visiones.
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
De manera que mi alma prefiere la asfixia, la muerte más bien que mis huesos.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Repugno la vida. No voy a vivir para siempre. Déjame, mis días son vanidad.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
¿Qué es el hombre para que lo engrandezcas, para que te preocupes por él,
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
para que lo examines cada mañana y lo pruebes en todo momento?
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
¿Hasta cuándo no apartarás tu mirada de mí, ni me soltarás para que trague saliva?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Si pequé, ¿cuál [daño] te hago a Ti, oh Guardián de los hombres? ¿Por qué me pones como blanco tuyo hasta convertirme en una carga para mí mismo?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
¿Por qué no quitas mi rebelión y perdonas mi iniquidad? Porque ahora me acostaré en el polvo. Tú me buscarás, pero no estaré.
