Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
Milicia es la vida del hombre sobre la tierra; como los del jornalero son sus días.
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
Como el siervo suspira por la sombra, y como el jornalero espera su salario;
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
así heredé meses de calamidad, y noches de dolor me tocaron en suerte.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Si me acuesto, digo: “¿Cuándo me levantaré?” Mas la noche es larga, y me canso, dándome vuelta hasta el alba.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Mi carne está cubierta de gusanos y de una costra de barro; mi piel se rompe y se deshace.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
Mis días pasan más ligeros que la lanzadera, y desaparecen sin esperanza.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
Acuérdate de que mi vida es un soplo; mis ojos ya no verán la felicidad.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
No me verá más el ojo del que ahora me ve; apenas tus ojos me ven, y ya no subsisto.
La nube se disipa y pasa; así no sube más el que desciende al sepulcro. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
No volverá más a su casa, ni le reconocerá su lugar.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Por eso, no refrenaré mi lengua, hablaré en la angustia de mi espíritu, me quejaré en la amargura de mi alma.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
¿Soy yo el mar, o algún monstruo marino, para que me tengas encerrado con guardias?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Cuando digo: Mi lecho me consolará, mi cama aliviará mi pesar,
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
entonces me aterras con sueños, y me espantas con visiones.
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
Por eso prefiero ser ahogado, deseo la muerte para estos mis huesos.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Tengo asco; no quiero vivir más; déjame, ya que mi vida es un soplo.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
¿Qué es el hombre, para que tanto le estimes, y fijes en él tu atención,
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
para que le visites cada mañana, y a cada momento le pruebes?
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
¿Cuándo cesarás de mirarme, y me das tiempo para tragar mi saliva?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Si he pecado, ¿qué te he hecho con eso, oh Guardador de los hombres? ¿Por qué me pones por blanco a mí, que soy una carga para mí mismo?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
¿Por qué no perdonas mi pecado ni borras mi iniquidad? Pues pronto me dormiré en el polvo; y si me buscas, ya no existiré.”
