Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
He teka ranei kua takoto he pakanga mo te tangata i runga i te whenua, he rite ano ona ra ki nga ra o te kaimahi?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
E rite ana ki te pononga, e matenui nei ki te atarangi, ki te kaimahi, e tumanako nei ki te utu mo tana mahi;
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
Koia toku rite, ka whiwhi nei ki nga marama horihori, a he mauiui nga po kua whakaritea moku.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Ka takoto ahau, ka mea ahau, A hea ahau ara ai? he roa ia te po; heoi ka tahurihuri kau ahau a ao noa.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Ko te kakahu mo oku kikokiko he kutukutu, he pokuru oneone; ka kukuti toku kiri, a ka ngatata ano.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
Ko oku ra hohoro atu i te rakau a te kaiwhatu; pau ake, te ai he tumanakohanga atu.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
Kia mahara he hau oku ra; heoi ano kitenga o toku kanohi i te pai.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Ko te kanohi o te tangata e kite ana i ahau, heoi ano tona tirohanga mai ki ahau: kei runga i ahau ou kanohi, heoi kahore iho ahau.
Memeha atu te kapua, ngaro atu: he pera ano te tangata e haere ana ki te urupa; e kore e hoki ake. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
E kore ia e hoki mai ano ki tona whare, e kore ano tona wahi e mahara ki a ia i muri.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Na e kore e kaiponuhia e ahau toku mangai; ka korero ahau i toku wairua e mamae nei; ka tangi i te kawa i toku ngakau.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
He moana ranei ahau, he tohora, i mea ai koe i te kaitirotiro moku
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Ki te mea ahau, kei toku moenga ahau te marie ai, ma toku takotoranga e whakamama taku tangi;
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Na ka whakahaehaetia ahau e koe ki nga moe, ka whakawehia ahau ki nga mea e whakakitea mai.
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
A ki ta toku wairua he pai te tarona; pai ake te mate i enei wheua oku.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
E whakarihariha ana ahau ki toku ora; kahore oku hiahia kia ora tonu ahau: waiho noa iho ahau, he mea teka noa hoki oku ra.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
He aha te tangata, i whakanuia ai e koe? i anga ai tou ngakau ki a ia?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
I titiro ai koe i a ia i tenei ata, i tenei ata, i honohono ai tau whakamatautau i a ia?
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Kia pehea ake te roa ou kahore nei e tahuri atu i ahau, oku kahore nei e waiho noa iho e koe, kia horomia ai toku huware?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Mehemea kua hara ahau, kia aha atu ahau ki a koe, e te kaitiaki o nga tangata? he aha ahau i waiho ai e koe hei patunga mau i taimaha iho ai ahau ki ahau ano.
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
He aha koe te whakarere noa ai i toku he, te whakapahemo ai i toku kino? Akuanei hoki ahau moe ai ki te puehu, a ka ata rapu koe i ahau, otiia kahore noa iho ahau.
