Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
Tsy lily hao ty fitromaha’ ondaty an-tane atoy? Tsy mira ami’ty androm-pièke hao o andro’eo?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
Manahake ty filelalela’ ondevo ty aloke naho ty fitamam-pièke ty rima’e,
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
ty anolorañ’ ahy volan-kafoake, ie nitendreñe halen-kaemberañe.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Izaho mandre, manao ty hoe: Ombia ty hitroarako, fa lava i haleñey, le mivoamboañe avao ampara’ te manjirike.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Misikiñ’oletse naho pakoram-potake ty sandriko, mijiri-gañe ty holiko vaho mandrano.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
Masika te amy sozom-panenoñey o androkoo, ie mihelañe añe po-pitamàñe.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
Ehe tiahio te kofòke avao ty haveloko: toe tsy hahatrea hasoa ka o masokoo.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Tsy ho onim-pihaino’ i mahaisak’ ahikoy: amako o fihaino’oo fe tsy eo iraho.
Ie misaoke ty rahoñe, le añe: Izay ty igodaña’ ty an-kibory ao, tsy hiboaha’e ka. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
Tsy himpolia’e i anjomba’ey, ie tsy hapota’ i akiba’ey.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Aa le tsy hijomohòn-draho; hivolañe ami’ty falorean-troko, hitoreo ami’ty hafairañe añ’ovako ao.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
I riakey hao iraho, ke i fañaneñey kanao nampijilovañe?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Ie anoeko ty hoe te ho hohòe’ i tihikoy, te hampanintsiñe ty toreoko i fandreakoy,
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
le ampihembaña’o ami’ty nofy naho ampirevendreveña’o añ’aroñaroñe,
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
le joboñe’ ty fiaiko t’ie dageañeñe, hamake hikenkañe ty amo taolakoo,
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
f’ie minike, tsy ho veloñe nainai’e: apoho, fa kafoak’ avao o androkoo.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Inoñ’ ondatio te honjone’o? te hapite’o ama’e ty arofo’o?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
T’ie tilihe’o boak’andro, vaho tsohe’o lomoñandro?
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Ombia t’ie hitolike tsy hisamb’ahy, apoho ho bangìñe hey raho hahateleñako ty iveko?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Nanao hakeo hao iraho, ino o nanoekoo, ry Mpijilo ondatio? ino ty nanoe’o ahy fanolarañe, hañavesatse ty sandriko?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
Akore te tsy apo’o o tahikoo, te tsy haha’o o hakeokoo? f’ie hiroro an-debok’ ao te aniany; ho paia’o, fa tsy ho eo.
