Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
“Ebiseera by’omuntu ku nsi, tebyagerebwa? Ennaku ze tezaagerebwa nga ez’omupakasi?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
Ng’omuddu eyeegomba ekisiikirize okujja, ng’omupakasi bwe yeesunga empeera ye;
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
bwe ntyo bwe nnaweebwa emyezi egy’okubonaabona, ebiro ebyokutegana bwe byangererwa.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Bwe ngalamira neebake, njogera nti, ‘Ndiyimuka ddi, ekiro kinaakoma ddi?’ Nga nzijudde okukulungutana okutuusa obudde lwe bukya.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Omubiri gwange gujjudde envunyu n’ebikakampa, n’olususu lwange lukutusekutuse era lulabika bubi.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
“Ennaku zange zidduka okusinga ekyuma ky’omulusi w’engoye bw’atambuza ky’alusisa engoye ze; era zikoma awatali ssuubi.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
Ojjukira Ayi Katonda, nti obulamu bwange tebuliimu, wabula mukka bukka, amaaso gange tegaliddayo kulaba bulungi.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Eriiso ly’oyo eryali lindabyeko teririddayo kundaba; amaaso gammwe galinnoonya, naye nga sikyaliwo.
Nga ekire bwe kibulawo ne kigenda, bw’atyo n’aziikwa mu ntaana talivaayo. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
Taliddayo mu nnyumba ye, amaka ge tegaliddayo kumumanya nate.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Noolwekyo sijja kuziyiza kamwa kange, nzija kwogera okulumwa kw’omutima gwange; nzija kwemulugunyiza mu bulumi bw’emmeeme yange.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Ndi nnyanja oba ndi lukwata ow’omu buziba, olyoke onkuume?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Bwe ndowooza nti, obuliri bwange bunampa ku mirembe, ekiriri kyange kinakendeeza ku kulumwa kwange;
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
n’olyoka ontiisa n’ebirooto era n’onkanga okuyita mu kwolesebwa.
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
Emmeeme yange ne yeegomba okwetuga, nfe okusinga okuba omulamu.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Sikyeyagala, neetamiddwa. Sijja kubeera mulamu emirembe gyonna. Ndeka; kubanga ennaku zange butaliimu.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Omuntu kye ki ggwe okumugulumiza, n’omulowoozaako?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Bw’otyo n’omwekebejja buli makya, n’omugezesa buli kaseera?
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Olituusa ddi nga tonvuddeeko n’ondeka ne mmira ku malusu?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Nyonoonye; kiki kye nakukola, ggwe omukuumi w’abantu? Lwaki onfudde nga akabonero ak’obulabe gy’oli, ne neefuukira omugugu?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
Era lwaki tosonyiwa kwonoona kwange, n’oggyawo obutali butuukirivu bwange? Kubanga kaakano nzija kwebaka mu ntaana; era ojja kunnoonya ku makya naye naaba sikyaliwo.”
