Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
militia est vita hominis super terram et sicut dies mercennarii dies eius
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
sicut servus desiderat umbram et sicut mercennarius praestolatur finem operis sui
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
sic et ego habui menses vacuos et noctes laboriosas enumeravi mihi
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
si dormiero dico quando consurgam et rursum expectabo vesperam et replebor doloribus usque ad tenebras
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
induta est caro mea putredine et sordibus pulveris cutis mea aruit et contracta est
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
dies mei velocius transierunt quam a texente tela succiditur et consumpti sunt absque ulla spe
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
memento quia ventus est vita mea et non revertetur oculus meus ut videat bona
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
nec aspiciet me visus hominis oculi tui in me et non subsistam
sicut consumitur nubes et pertransit sic qui descenderit ad inferos non ascendet (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
nec revertetur ultra in domum suam neque cognoscet eum amplius locus eius
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
quapropter et ego non parcam ori meo loquar in tribulatione spiritus mei confabulabor cum amaritudine animae meae
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
numquid mare sum ego aut cetus quia circumdedisti me carcere
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
si dixero consolabitur me lectulus meus et relevabor loquens mecum in strato meo
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
terrebis me per somnia et per visiones horrore concuties
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
quam ob rem elegit suspendium anima mea et mortem ossa mea
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
desperavi nequaquam ultra iam vivam parce mihi nihil enim sunt dies mei
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
quid est homo quia magnificas eum aut quia ponis erga eum cor tuum
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
visitas eum diluculo et subito probas illum
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
usquequo non parces mihi nec dimittis me ut gluttiam salivam meam
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
peccavi quid faciam tibi o custos hominum quare posuisti me contrarium tibi et factus sum mihimet ipsi gravis
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
cur non tolles peccatum meum et quare non auferes iniquitatem meam ecce nunc in pulvere dormiam et si mane me quaesieris non subsistam
