Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
Militia est vita hominis super terram: et sicut dies mercenarii, dies eius.
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
Sicut servus desiderat umbram, et sicut mercenarius præstolatur finem operis sui:
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
Sic et ego habui menses vacuos, et noctes laboriosas enumeravi mihi.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Si dormiero, dicam: Quando consurgam? et rursum expectabo vesperam, et replebor doloribus usque ad tenebras.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Induta est caro mea putredine et sordibus pulveris, cutis mea aruit, et contracta est.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
Dies mei velocius transierunt quam a texente tela succiditur, et consumpti sunt absque ulla spe.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
Memento quia ventus est vita mea, et non revertetur oculus meus ut videat bona.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Nec aspiciet me visus hominis: oculi tui in me, et non subsistam.
Sicut consumitur nubes, et pertransit: sic qui descenderit ad inferos, non ascendet. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
Nec revertetur ultra in domum suam, neque cognoscet eum amplius locus eius.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Quapropter et ego non parcam ori meo, loquar in tribulatione spiritus mei: confabulabor cum amaritudine animæ meæ.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Numquid mare ego sum, aut cetus, quia circumdedisti me carcere?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Si dixero: Consolabitur me lectulus meus, et relevabor loquens mecum in strato meo:
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Terrebis me per somnia, et per visiones horrore concuties.
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
Quam ob rem elegit suspendium anima mea, et mortem ossa mea.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Desperavi, nequaquam ultra iam vivam: parce mihi, nihil enim sunt dies mei.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Quid est homo, quia magnificas eum? aut quid apponis erga eum cor tuum?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Visitas eum diluculo, et subito probas illum:
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Usquequo non parcis mihi, nec dimittis me ut glutiam salivam meam?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Peccavi, quid faciam tibi o custos hominum? quare posuisti me contrarium tibi, et factus sum mihimetipsi gravis?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
Cur non tollis peccatum meum, et quare non aufers iniquitatem meam? ecce, nunc in pulvere dormiam: et si mane me quæsieris, non subsistam.
