Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
“Moul lun mwet uh oana sie mwet mweun su akkohsyeyuk ye ma sap upa nu sel — Oana moul lun sie mwet ma kemkatu ke oru orekma toasr lun pao,
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
Oana sie mwet foko su kena mongla in acn lul uh; Ac oana sie mwet orekma su soano pacl in eis molin orekma lal.
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
Malem nu ke malem, wanginna sripa nga in moul; Ac fong nu ke fong nga asor na.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Ke nga ona in motulla, pacl uh arulana sumui; Nga oanna pikpik fong fon se ac kena in tari lenelik.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Monuk sessesla ke wet; Afla ke kolo keke; Ac sroano koluk sororla ke faf keik uh.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
Len luk uh somla ac wangin finsrak kac, Ac fahsr la uh mui liki kutap lun sie mwet tatu nwek.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
“O God, esam lah moul luk uh oana sie mong, Ac wanginla tari pwar luk.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Kom liyeyu inge, tusruktu kom ac fah tia sifil liyeyu tok. Kom fin ac sukyu, tuh nga nu somla tari.
Oana sie pukunyeng ac sarla ac wanginla, Ouinge sie mwet misa fah tiana sifil foloko; (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
Mwet nukewa ma etal meet ah, ac tia sifil esamul.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Ke ma inge, nga tia ku in tila kaskas! Nga kasrkusrak ac mwen insiuk. Enenu na nga in fahkla nunak luk uh.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
“Efu ku kom sap in taranyuk nga? Mea, kom nunku mu nga pa soko ma sulallal in meoa uh?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Nga ona ac srike ngan mongla; Nga sukok ma in lusrongla ngal keik uh.
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
A kom — kom aksangengyeyu ke mweme; Ac supwama aruruma ac mweme na koluk
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
Nwe ke na apkuran ngan ke in isasu kwawuk ngan misa, Liki nga in muta in mano keok se inge.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Nga fuhleak finsrak luk; nga totola ke moul muta uh. Tari fahla likiyu; wanginla sripen moul luk.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
“Efu ku kom oru mu yohk sripen mwet uh nu sum? Efu ku kom lohang nu ke ma el oru uh?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Kom tonel ke lotutang nukewa Ac srikal ke minit nukewa.
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Mea, kom tia ku in ngetla likiyu ke kitin pacl Ngan ku in ukumya sronin oalik?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Ya kom keok ke ma koluk luk, kom su liyaung mwet kapir? Efu ku kom tungalyu oana in sie mwe akoalel lom? Mea, nga mwe toasr se na lom?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
Mea, kom ac tiana nunak munas nu sik ke ma koluk luk nwe tok? Kom tiana ku in tulala ma sufal nga orala uh? Nga akuranna misa, pukpuki, Ac kom ac sukyu tuh na nga wanginla.”
