Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
Does not man have hard labor on earth? Are not his days like the days of a hired man?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
Like a slave earnestly desires the shadows of evening, like a hired man looks for his wages—
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
so I have been made to endure months of misery; I have been given trouble-filled nights.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
When I lie down, I say to myself, 'When will I get up and when will the night be gone?' I am full of tossing to and fro until the day's dawning.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
My flesh is clothed with worms and clods of dust; the sores in my skin harden up and then dissolve and run afresh.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
My days are swifter than a weaver's shuttle; they pass without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
God, call to mind that my life is only a breath; my eye will no more see good.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
The eye of God, who sees me, will see me no more; God's eyes will be on me, but I will not exist.
As a cloud is consumed and vanishes away, so he who goes down to Sheol will come up no more. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
He will return no more to his house; neither will his place know him again.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Therefore I will not restrain my mouth; I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Am I the sea or a sea monster that you place a guard over me?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
When I say, 'My bed will comfort me, and my couch will ease my complaint,'
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
then you scare me with dreams and terrify me through visions,
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
so that I would choose strangling and death rather than preserving these bones of mine.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
I loathe my life; I would not wish to always be alive; let me alone for my days are useless.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
What is man that you should pay attention to him, that you should set your mind on him,
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
that you should observe him every morning and test him every moment?
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
How long will it be before you look away from me, before you let me alone long enough for me to swallow down my own saliva?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Even if I have sinned, what would that do to you, you who watch men? Why have you made a target of me, so that I am a burden for you?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
Why do you not pardon my transgression and take away my iniquity? For now will I lie down in the dust; you will seek me carefully, but I will not exist.”
