Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
“Is there not warfare to man on earth? And his days as the days of a hired worker?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
As a servant desires the shadow, And as a hired worker expects his wage,
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
So I have been caused to inherit months of vanity, And they numbered nights of misery to me.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
If I lay down, then I have said, When do I rise, And evening has been measured? And I have been full of tossings until dawn.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
My flesh has been clothed [with] worms, And a clod of dust, My skin has been shriveled and is loathsome,
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
My days swifter than a loom, And they are consumed without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
Remember that my life [is] a breath, My eye does not turn back to see good.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
The eye of my beholder does not behold me. Your eyes [are] on me—and I am not.
A cloud has been consumed, and it goes, So he who is going down to Sheol does not come up. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
He does not turn to his house again, Nor does his place discern him again.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Also I do not withhold my mouth—I speak in the distress of my spirit, I talk in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Am I a sea [monster], or a dragon, That You set a watch over me?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
When I said, My bed comforts me, In my talking He takes away my couch.
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
And You have frightened me with dreams, And You terrify me from visions,
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
And my soul chooses strangling, Death rather than my bones.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
I have wasted away—I do not live for all time. Cease from me, for my days [are] vanity.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
What [is] man that You magnify him? And that You set Your heart to him?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
And inspect him in the mornings, [And] in the evenings try him?
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
How long do You not look from me? You do not desist until I swallow my spittle.
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
I have sinned, what do I do to You, O watcher of man? Why have You set me for a mark to You, And I am for a burden to myself—and what?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
You do not take away my transgression, And [do not] cause my iniquity to pass away, Because now, I lie down in dust, And You have sought me—and I am not!”
