Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
[Is there] not an appointed time to man upon earth? [are not] his days also like the days of an hireling?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
As a servant earnestly desireth the shadow, and as an hireling looketh for [the reward of] his work:
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
So am I made to possess months of vanity, and wearisome nights are appointed to me.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
When I lie down, I say, When shall I arise, and the night be gone? and I am full of tossings to and fro unto the dawning of the day.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
My flesh is clothed with worms and clods of dust; my skin is broken, and become loathsome.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
My days are swifter than a weaver’s shuttle, and are spent without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
O remember that my life [is] wind: mine eye shall no more see good.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
The eye of him that hath seen me shall see me no [more: ] thine eyes [are] upon me, and I [am] not.
[As] the cloud is consumed and vanisheth away: so he that goeth down to the grave shall come up no [more]. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
He shall return no more to his house, neither shall his place know him any more.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Therefore I will not refrain my mouth; I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
[Am] I a sea, or a whale, that thou settest a watch over me?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
When I say, My bed shall comfort me, my couch shall ease my complaint;
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Then thou scarest me with dreams, and terrifiest me through visions:
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
So that my soul chooseth strangling, [and] death rather than my life.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
I loathe [it; ] I would not live alway: let me alone; for my days [are] vanity.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
What [is] man, that thou shouldest magnify him? and that thou shouldest set thine heart upon him?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
And [that] thou shouldest visit him every morning, [and] try him every moment?
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
How long wilt thou not depart from me, nor let me alone till I swallow down my spittle?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
I have sinned; what shall I do unto thee, O thou preserver of men? why hast thou set me as a mark against thee, so that I am a burden to myself?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
And why dost thou not pardon my transgression, and take away mine iniquity? for now shall I sleep in the dust; and thou shalt seek me in the morning, but I [shall] not [be].
