Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
Is there not a time of service to man upon earth? And are not his days like the days of a hireling?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
As a servant that eagerly longeth for the shadow, and as a hireling that looketh for his wages;
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
So am I made to possess — months of vanity, and wearisome nights are appointed to me.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
When I lie down, I say: 'When shall I arise?' But the night is long, and I am full of tossings to and fro unto the dawning of the day.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
My flesh is clothed with worms and clods of dust; my skin closeth up and breaketh out afresh.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
My days are swifter than a weaver's shuttle, and are spent without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
O remember that my life is a breath; mine eye shall no more see good.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
The eye of him that seeth me shall behold me no more; while Thine eyes are upon me, I am gone.
As the cloud is consumed and vanisheth away, so he that goeth down to the grave shall come up no more. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
He shall return no more to his house, neither shall his place know him any more.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Therefore I will not refrain my mouth; I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Am I a sea, or a sea-monster, that Thou settest a watch over me?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
When I say: 'My bed shall comfort me, my couch shall ease my complaint';
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Then Thou scarest me with dreams, and terrifiest me through visions;
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
So that my soul chooseth strangling, and death rather than these my bones.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
I loathe it; I shall not live alway; let me alone; for my days are vanity.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
What is man, that Thou shouldest magnify him, and that Thou shouldest set Thy heart upon him,
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
And that Thou shouldest remember him every morning, and try him every moment?
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
How long wilt Thou not look away from me, nor let me alone till I swallow down my spittle?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
If I have sinned, what do I unto Thee, O Thou watcher of men? Why hast Thou set me as a mark for Thee, so that I am a burden to myself?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
And why dost Thou not pardon my transgression, and take away mine iniquity? For now shall I lie down in the dust; and Thou wilt seek me, but I shall not be.
