Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
Hath not man a life of labour upon earth? and are not his days like the days of a hireling?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
As a bondman earnestly desireth the shadow, and a hireling expecteth his wages,
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
So am I made to possess months of vanity, and wearisome nights are appointed to me.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
If I lie down, I say, When shall I rise up, and the darkness be gone? and I am full of tossings until the dawn.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
My flesh is clothed with worms and clods of dust; my skin is broken, and suppurates.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
My days are swifter than a weaver's shuttle, and are spent without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
Remember thou that my life is wind; mine eye shall no more see good.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
The eye of him that hath seen me shall behold me no [more]: thine eyes are upon me, and I am not.
The cloud consumeth and vanisheth away; so he that goeth down to Sheol shall not come up. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
He shall return no more to his house, neither shall his place know him again.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Therefore I will not restrain my mouth: I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Am I a sea, or a sea-monster, that thou settest a watch over me?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
When I say, My bed shall comfort me, my couch shall ease my complaint;
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Then thou scarest me with dreams, and terrifiest me through visions;
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
So that my soul chooseth strangling, death, rather than my bones.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
I loathe it; I shall not live always: let me alone, for my days are a breath.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
What is man, that thou makest much of him? and that thou settest thy heart upon him?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
And that thou visitest him every morning, triest him every moment?
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
How long wilt thou not look away from me, nor let me alone till I swallow down my spittle?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Have I sinned, what do I unto thee, thou Observer of men? Why hast thou set me as an object of assault for thee, so that I am become a burden to myself?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
And why dost not thou forgive my transgression and take away mine iniquity? for now shall I lie down in the dust, and thou shalt seek me early, and I shall not be.
