Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
The life of a man on the earth is a battle, and his days are like the days of a hired hand.
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
Just as a servant desires the shade, and just as the hired hand looks forward to the end of his work,
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
so also have I had empty months and have counted my burdensome nights.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
If I lie down to sleep, I will say, “When will I rise?” And next I will hope for the evening and will be filled with sorrows even until darkness.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
My flesh is clothed with particles of rottenness and filth; my skin is dried up and tightened.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
My days have passed by more quickly than threads are cut by a weaver, and they have been consumed without any hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
Remember that my life is wind, and my eye will not return to see good things.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Neither will the sight of man gaze upon me; your eyes are upon me, and I will not endure.
Just as a cloud is consumed and passes away, so he who descends to hell will not ascend. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
He will not return again to his house, nor will his own place know him any longer.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
And because of this, I will not restrain my mouth. I will speak in the affliction of my spirit. I will converse from the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Am I an ocean or a whale, that you have encircled me in a prison?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
If I say, “My bed will comfort me, and I will find rest, speaking with myself on my blanket,”
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
then you will frighten me with dreams, and strike dread through visions,
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
so that, because of these things, my soul would choose hanging, and my bones, death.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
I despair; by no means will I live any longer. Spare me, for my days are nothing.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
What is man, that you should praise him? Or why do you place your heart near him?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
You visit him at dawn, and you test him unexpectedly.
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
How long will you not spare me, nor release me to ingest my saliva?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
I have sinned; what should I do for you, O keeper of men? Why have you set me against you, so that I have become burdensome even to myself?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
Why do you not steal away my sin, and why do you not sweep away my iniquity? Behold, now I will sleep in the dust, and if you seek me in the morning, I will not remain.
