Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
“Is not man consigned to labor on earth? Are not his days like those of a hired hand?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
Like a slave he longs for shade; like a hireling he waits for his wages.
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
So I am allotted months of futility, and nights of misery are appointed me.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
When I lie down I think: ‘When will I get up?’ But the night drags on, and I toss and turn until dawn.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
My flesh is clothed with worms and encrusted with dirt; my skin is cracked and festering.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
My days are swifter than a weaver’s shuttle; they come to an end without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
Remember that my life is but a breath. My eyes will never again see happiness.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
The eye that beholds me will no longer see me. You will look for me, but I will be no more.
As a cloud vanishes and is gone, so he who goes down to Sheol does not come back up. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
He never returns to his house; his place remembers him no more.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Therefore I will not restrain my mouth; I will speak in the anguish of my spirit; I will complain in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Am I the sea, or the monster of the deep, that You must keep me under guard?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
When I think my bed will comfort me and my couch will ease my complaint,
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
then You frighten me with dreams and terrify me with visions,
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
so that I would prefer strangling and death over my life in this body.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
I loathe my life! I would not live forever. Leave me alone, for my days are but a breath.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
What is man that You should exalt him, that You should set Your heart upon him,
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
that You attend to him every morning, and test him every moment?
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Will You never look away from me, or leave me alone to swallow my spittle?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
If I have sinned, what have I done to You, O watcher of mankind? Why have You made me Your target, so that I am a burden to You?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
Why do You not pardon my transgression and take away my iniquity? For soon I will lie down in the dust; You will seek me, but I will be no more.”
