Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
Kami loe thanathaih hoiah na ai maw long nuiah toksak? A hinghaih ninawk doeh toksak han tlai ih kami ih ninawk baktiah na ai maw oh?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
Tamna mah tahlip to zing moe, tlai ih toksah kami mah toktho zing baktih toengah,
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
kai doeh khrah paroeai thungah ka sak ih tok loe azom pui ah ni oh, aqumnawk doeh kai patangkhanghaih ah ni oh.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Ka iih naah, natuek naah maw aqum hae boeng ueloe, kang thawk han? tiah ka poek; to tiah akhawnbang khodai khoek to ahnuk ahmaa kam let.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Ka ngan loe alungh hoi maiphu mah khuk khoep boeh; ka nganhin loe akah rak moe, ahnai to tacawt.
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
Ka hinghaih aninawk loe kahni sah kami ih camprai pongah rang kue moe, oephaih om ai ah laemh o.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
Aw ka hinghaih loe takhi ah ni oh, tiah panoek ah; ka mik mah hoihhaih roe hnu mak ai boeh.
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Vaihi kai hnu kaminawk mah, kai na hnu o let mak ai boeh; nang khet naah, ka om mak ai boeh.
Kanghmaa tamai baktiah, taprong ah caeh tathuk kami loe, amlaem let mak ai boeh. (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
Anih loe angmah im ah amlaem let mak ai boeh; a ohhaih ahmuen mah doeh anih to panoek mak ai boeh.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
To pongah pakha hae kang sumh mak ai; patangkhang ka muithla hoiah lok ka thuih moe, khosak kasae ka hinghaih hoiah lok ka thuih han.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Kai loe tuipui ah maw ka oh, tuipui thung ih tanga pui ah maw ka oh moe, kai toepkung na suek?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
Ka iihkhun mah kamongah anghaksak ueloe, kang song naah ka nathaih hoikhang tih mue, tiah ka poek,
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
to naah amaang sae mah kai ang pazih, hnuksakhaih mah ang tasoehsak;
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
to pongah ka hing pongah loe, tahnong panamh moe, duek to ka koeh kue boeh.
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Ka hinghaih hae ka panuet; ka hing poe mak ai; kaimabueng na omsak ah; ka hinghaih aninawk loe avanghaih tidoeh om ai.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
Kami loe kawbangah maw oh moe, anih to na pakoeh? Anih to na poek?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Anih to akhawnbang kruek na paqaih thuih moe, anih to na tanoek tuektuek?
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
Kai caeh taak ai ah nasetto maw na oh han vop, kaimah ih tamtui paaeh karoek to, kaimabueng nang omsak mak ai maw?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
Aw kaminawk toepkung, kai loe ka zae boeh maw? Na hmaa ah timaw ka sak? Tipongah kaimah han hmuenzit ah ka oh hanah, kah han na patoep ih hmuen ah nang suek loe?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
Tipongah ka sakpazaehaih nang tahmen ai, ka zaehaih doeh nang takhoe pae ving ai loe? Kai loe vaihi maiphu pongah kang song han boeh; akhawnbangah nang pakrong tih, toe ka om mak ai boeh, tiah a naa.
