Job 6
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Da tok Job til orde og sa:
2 Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
Gid min gremmelse blev veid, og min ulykke samtidig lagt på vekten!
3 Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
For nu er den tyngre enn havets sand; derfor var mine ord tankeløse.
4 Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Aand inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
For den Allmektiges piler sitter i mig, og min ånd drikker deres gift; Guds redsler stiller sig op imot mig.
5 Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?
Skriker vel et villesel midt i det grønne gress? Eller brøler en okse foran sitt fôr?
6 Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
Hvem vil ete det som det ingen smak er i, uten salt? Eller er det smak i eggehvite?
7 Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
Det byr mig imot å røre ved det; det er for mig som utskjemt mat.
8 Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg haaber;
Gid min bønn måtte bli hørt, og Gud vilde opfylle mitt håp!
9 vilde Gud dog knuse mig, række Haanden ud og skære mig fra,
Og måtte det behage Gud å knuse mig, å slippe løs sin hånd og avskjære min livstråd!
10 saa vilde det være min Trøst — jeg hopped af Glæde trods skaanselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
Da hadde jeg ennu en trøst, og jeg skulde springe av glede midt i den skånselløse smerte; for jeg har ikke fornektet den Helliges ord.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være taalmodig?
Hvad kraft har jeg, så jeg kunde holde ut, og hvad blir enden med mig, så jeg kunde være tålmodig?
12 Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
Er da min kraft som stenens kraft? Eller er mitt kjøtt av kobber?
13 Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
Er jeg da ikke aldeles hjelpeløs? Er ikke all utsikt til frelse fratatt mig?
14 Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.
Den ulykkelige burde møte kjærlighet hos sin venn, selv om han opgir frykten for den Allmektige.
15 Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,
Men mine brødre har sviktet som en bekk, som strømmer hvis vann skyller over,
16 de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
som er grumset av is, og som det skjuler sig sne i;
17 men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
men på den tid de treffes av solens glød, tørkes de ut; når det blir hett, svinner de bort.
18 Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og gaar til Grunde;
Karavaner som er på veien til dem, bøier av; de drar op i ørkenen og omkommer.
19 Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog haaber paa dem,
Temas karavaner speidet efter dem, Sjebas reisefølger satte sitt håp til dem;
20 men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
de blev til skamme, fordi de stolte på dem; de kom dit og blev skuffet.
21 Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen saa I og grebes af Skræk!
Således er I nu blitt til intet; I ser ulykken og blir redde.
22 Har jeg mon sagt: »Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
Har jeg vel bedt eder at I skulde gi mig noget eller bruke noget av eders gods til beste for mig,
23 red mig af Fjendens Haand, køb mig fri fra Voldsmænds Haand!«
at I skulde frelse mig av fiendens hånd og løskjøpe mig fra voldsmenn?
24 Lær mig, saa vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
Lær mig, så skal jeg tie, og vis mig hvori jeg har faret vill!
25 Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?
Hvor kraftige er ikke rettsindige ord! Men hvad gagn er det i en refselse fra eder?
26 Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!
Tenker I på å refse ord? Ord av en fortvilet mann hører jo vinden til.
27 Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
Endog om en farløs kunde I kaste lodd og kjøpslå om eders venn.
28 Men vilde I nu dog se paa mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
Men gjør nu så vel å se på mig! Skulde jeg vel ville lyve eder midt op i ansiktet?
29 Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!
Vend om, la det ikke skje urett! Vend om, jeg har ennu rett i dette.
30 Er der Uret paa min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?
Er det urett på min tunge, eller skulde min gane ikke merke hvad som er ondt?
