Job 6
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
To naah Job mah,
2 Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!
Palung ka sethaih hoi raihaih loe tah thai mak ai,
3 Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!
tuipui ih savuet pongah doeh azit kue, to pongah ni kamthlai hmoek ah lok ka paeh moeng.
4 Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Aand inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.
Thacak Sithaw ih palaanawk mah kai to cop moe, ka pakhra mah kasoe tui to naek; zitthok Sithaw thacakhaih loe ka hmaa ah oh.
5 Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?
Qam caak naah taw ih laa hrang hang maw? Caak han phroh oh naah maitawtae ambuu maw?
6 Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?
Kakhraem ai caaknaek paloi ai ah caak thai maw? To tih ai boeh loe aadui tui kanglung pongah khraemhaih oh maw?
7 Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.
Ka pakhra mah to baktih caaknaek sui hanah koeh ai; to baktih caaknaek loe palungsethaih caaknaek ah oh.
8 Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg haaber;
Aw ka hnik ih hmuen to hak nasoe, ka koeh ih hmuen to Sithaw mah na paek nasoe!
9 vilde Gud dog knuse mig, række Haanden ud og skære mig fra,
Sithaw mah kai hae paro nasoe, tiah koehhaih ka tawnh; a ban phok nasoe loe, na takroek pat halat nasoe!
10 saa vilde det være min Trøst — jeg hopped af Glæde trods skaanselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.
To tiah ni monghaih ka tawn tih, ue, palungsethaih ka pauep han, kai hae na tahmen hmah nasoe; Ciimcai Sithaw ih loknawk to ka aek ai.
11 Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være taalmodig?
Thacakhaih ka tawn ai boeh, timaw ka oep khing han vop? Saning kasawk ah ka hing cadoeh tih oephaih maw oh vop?
12 Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?
Ka thacakhaih loe thlung thacakhaih ah maw oh? To tih ai boeh loe kai ih angan loe sumkamling ngan maw?
13 Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.
Kai loe kaimah hoi kaimah kang bomh thai ai, ka palunghahaih doeh boeng boeh.
14 Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.
Patangkhang kami loe angmah ih ampui mah tahmenhaih amtuengsak han oh; toe anih mah tahmen ai nahaeloe, anih loe Lensawk Sithaw zithaih tawn ai kami ah ni oh.
15 Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,
Kam nawkamyanawk loe kalen moe, kakang let vacong tui baktiah aling thaih kami ah oh o;
16 de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,
to tui loe kamkhawk tui, amtueng ai ah kamzawt dantui mah lensak:
17 men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;
toe to tui loe nipui tue ah kang moe, ni kabae mah amzawtsak boih.
18 Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og gaar til Grunde;
To vacongnawk loe angmacae longhaih loklam to anghmang o, loklam ai ah a long o moe, anghmat angtaa o.
19 Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog haaber paa dem,
Tema ih kaminawk mah tui to pakrong o, Sheba prae hoi kholong caeh kaminawk mah tui to oephaih hoiah zing o.
20 men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!
Nihcae oephaih tawnh o, toe palungboeng o ving; to ah phak o naah, palungboeng o.
21 Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen saa I og grebes af Skræk!
To baktih toengah nangcae doeh azom pui ni, tiah amtueng boeh; ka tongh ih raihaih na hnuk o naah, na zit o boeh.
22 Har jeg mon sagt: »Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,
Kai khaeah bokhaih tangqum to sin oh, to tih ai boeh loe na tawnh o ih hmuenmae thung hoiah tangqum na paek oh,
23 red mig af Fjendens Haand, køb mig fri fra Voldsmænds Haand!«
misa ban thung hoiah na pahlong oh loe, thacak kami ban thung hoiah na krang oh, tiah ka thuih vai maw?
24 Lær mig, saa vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!
Ka sak pazaehaih na patuek oh, kang hngaiduem han.
25 Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?
Toenghaih lok loe thacak! Toe kasae nang aek o ih lok mah timaw angcoengsak?
26 Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!
Ka thuih ih loknawk kasaethuih hanah na poek o maw, oephaih tawn ai kami mah thuih ih lok loe takhi baktih maw na poek o?
27 Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.
Ue, ampa tawn ai kaminawk to na pacaekthlaek o moe, nam puinawk hanah quum na qaih pae o.
28 Men vilde I nu dog se paa mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?
To pongah na khen oh; nangcae hmaa ah lok kam lai mak ai.
29 Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!
Khopoek o let rae ah, zaehaih net o hmah; ue, khopoek o let raeh; kai loe toenghaih hoiah ni tok ka sak.
30 Er der Uret paa min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?
Ka palai ah sethaih akap maw? Kai loe kasae kahoih pathlaeng thai ai kami ah maw ka oh?
