Job 5
1 »Raab kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?
Rop du bare! Er det vel nogen som svarer dig? Og til hvem av de hellige vil du vende dig?
2 Thi Daarens Harme koster ham Livet, Taabens Vrede bliver hans Død.
For harme slår dåren ihjel, og vrede dreper den tåpelige.
3 Selv har jeg set en Daare rykkes op, hans Bolig raadne brat;
Jeg så en dåre skyte røtter; men med ett måtte jeg rope ve over hans bolig.
4 hans Sønner var uden Hjælp, traadtes ned i Porten, ingen reddede dem;
Hans barn var uten hjelp; de blev trådt ned i porten, og det var ingen som frelste dem.
5 sultne aad deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.
De hungrige åt op hans avling, ja, midt ut av torner hentet de den, og snaren lurte på hans gods.
6 Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,
For ikke skyter ulykke op av støvet, og møie spirer ikke frem av jorden;
7 men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.
men mennesket fødes til møie, likesom ildens gnister flyver høit i været.
8 Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,
Men jeg vilde vende mig til Gud og overlate min sak til ham,
9 som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,
han som gjør store, uransakelige ting, under uten tall,
10 som giver Regn paa Jorden og nedsender Vand over Marken
som sender regn utover jorden og lar vann strømme utover markene,
11 for at løfte de bøjede højt, saa de sørgende opnaar Frelse,
som ophøier de ringe og lar de sørgende nå frem til frelse,
12 han, som krydser de kloges Tanker, saa de ikke virker noget, der varer,
som gjør de kløktiges råd til intet, så deres hender ikke får utrettet noget som varer,
13 som fanger de vise i deres Kløgt, saa de listiges Raad er forhastet;
han som fanger de vise i deres kløkt og lar de listiges råd bli forhastet;
14 i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.
om dagen støter de på mørke, og om middagen famler de som om natten.
15 Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Haand,
Og således frelser han den fattige fra sverdet, fra deres munn og fra den sterkes hånd,
16 saa der bliver Haab for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.
og det blir håp for den ringe, og ondskapen må lukke sin munn.
17 Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!
Ja, salig er det menneske Gud refser, og den Allmektiges tukt må du ikke akte ringe!
18 Thi han saarer, og han forbinder, han slaar, og hans Hænder læger.
For han sårer, og han forbinder; han slår, og hans hender læger.
19 Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv gaar Ulykken uden om dig;
I seks trengsler skal han berge dig, og i den syvende skal intet ondt røre dig.
20 han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;
I hungersnød frir han dig fra døden og i krig fra sverdets vold.
21 du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, naar Voldsdaad kommer;
For tungens svepe skal du være skjult, og du skal ikke frykte når ødeleggelsen kommer.
22 du ler ad Voldsdaad og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde Dyr;
Ødeleggelse og hunger skal du le av, og for jordens ville dyr skal du ikke frykte;
23 du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;
for med markens stener står du i pakt, og markens ville dyr holder fred med dig.
24 du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;
Og du skal få se at ditt telt er trygt, og ser du over din eiendom, skal du intet savne.
25 du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;
Og du skal få se at din ætt blir tallrik, og dine efterkommere som jordens urter.
26 Graven naar du i Ungdomskraft, som Neg føres op, naar Tid er inde.
Du skal i fullmoden alder gå i graven, likesom kornbånd føres inn sin tid.
27 Se, det har vi gransket, saaledes er det; det har vi hørt, saa vid ogsaa du det!
Se, dette er det vi har utgransket, og således er det. Hør det og merk dig det!
