Job 5
1 »Raab kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?
Voca ergo, si est qui tibi respondeat, et ad aliquem sanctorum convertere.
2 Thi Daarens Harme koster ham Livet, Taabens Vrede bliver hans Død.
Vere stultum interficit iracundia, et parvulum occidit invidia.
3 Selv har jeg set en Daare rykkes op, hans Bolig raadne brat;
Ego vidi stultum firma radice, et maledixi pulchritudini eius statim.
4 hans Sønner var uden Hjælp, traadtes ned i Porten, ingen reddede dem;
Longe fient filii eius a salute, et conterentur in porta, et non erit qui eruat.
5 sultne aad deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.
Cuius messem famelicus comedet, et ipsum rapiet armatus, et bibent sitientes divitias eius.
6 Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,
Nihil in terra sine causa fit, et de humo non oritur dolor.
7 men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.
Homo nascitur ad laborem, et avis ad volatum.
8 Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,
Quam ob rem ego deprecabor Dominum, et ad Deum ponam eloquium meum:
9 som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,
Qui facit magna et inscrutabilia et mirabilia absque numero:
10 som giver Regn paa Jorden og nedsender Vand over Marken
Qui dat pluviam super faciem terræ, et irrigat aquis universa:
11 for at løfte de bøjede højt, saa de sørgende opnaar Frelse,
Qui ponit humiles in sublime, et mœrentes erigit sospitate:
12 han, som krydser de kloges Tanker, saa de ikke virker noget, der varer,
Qui dissipat cogitationes malignorum, ne possint implere manus eorum quod cœperant:
13 som fanger de vise i deres Kløgt, saa de listiges Raad er forhastet;
Qui apprehendit sapientes in astutia eorum, et consilium pravorum dissipat:
14 i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.
Per diem incurrent tenebras, et quasi in nocte sic palpabunt in meridie.
15 Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Haand,
Porro salvum faciet egenum a gladio oris eorum, et de manu violenti pauperem.
16 saa der bliver Haab for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.
Et erit egeno spes, iniquitas autem contrahet os suum.
17 Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!
Beatus homo qui corripitur a Deo: increpationem ergo Domini ne reprobes:
18 Thi han saarer, og han forbinder, han slaar, og hans Hænder læger.
Quia ipse vulnerat, et medetur: percutit, et manus eius sanabunt.
19 Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv gaar Ulykken uden om dig;
In sex tribulationibus liberabit te, et in septima non tangent te malum.
20 han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;
In fame eruet te de morte, et in bello de manu gladii.
21 du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, naar Voldsdaad kommer;
A flagello linguæ absconderis, et non timebis calamitatem cum venerit.
22 du ler ad Voldsdaad og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde Dyr;
In vastitate, et fame ridebis, et bestias terræ non formidabis.
23 du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;
Sed cum lapidibus regionum pactum tuum, et bestiæ terræ pacificæ erunt tibi.
24 du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;
Et scies quod pacem habeat tabernaculum tuum, et visitans speciem tuam, non peccabis.
25 du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;
Scies quoque quoniam multiplex erit semen tuum, et progenies tua quasi herba terræ.
26 Graven naar du i Ungdomskraft, som Neg føres op, naar Tid er inde.
Ingredieris in abundantia sepulchrum, sicut infertur acervus tritici in tempore suo.
27 Se, det har vi gransket, saaledes er det; det har vi hørt, saa vid ogsaa du det!
Ecce, hoc, ut investigavimus, ita est: quod auditum, mente pertracta.
