Job 41
1 Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre?
An extrahere poteris leviathan hamo, et fune ligabis linguam eius?
2 Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?
Numquid pones circulum in naribus eius, aut armilla perforabis maxillam eius?
3 Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?
Numquid multiplicabit ad te preces, aut loquetur tibi mollia?
4 Mon den vil indgaa en Pagt med dig, saa du faar den til Træl for evigt?
Numquid feriet tecum pactum, et accipies eum servum sempiternum?
5 Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?
Numquid illudes ei quasi avi, aut ligabis eum ancillis tuis?
6 Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?
Concident eum amici, divident illum negotiatores?
7 Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?
Numquid implebis sagenas pelle eius, et gurgustium piscium capite illius?
8 Læg dog engang din Haand paa den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.
Pone super eum manum tuam: memento belli, nec ultra addas loqui.
9 Det Haab vilde blive til Skamme, alene ved Synet laa du der.
Ecce, spes eius frustrabitur eum, et videntibus cunctis præcipitabitur.
10 Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?
Non quasi crudelis suscitabo eum: quis enim resistere potest vultui meo?
11 Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?
Quis ante dedit mihi, ut reddam ei? omnia quæ sub cælo sunt, mea sunt.
12 Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.
Non parcam ei, et verbis potentibus, et ad deprecandum compositis.
13 Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?
Quis revelabit faciem indumenti eius? et in medium oris eius quis intrabit?
14 Hvem har aabnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.
Portas vultus eius quis aperiet? per gyrum dentium eius formido.
15 Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;
Corpus illius quasi scuta fusilia, compactum squamis se prementibus.
16 de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;
Una uni coniungitur, et ne spiraculum quidem incedit per eas:
17 de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.
Una alteri adhærebit, et tenentes se nequaquam separabuntur.
18 Dens Nysen fremkalder straalende Lys, som Morgenrødens Øjenlaag er dens Øjne.
Sternutatio eius splendor ignis, et oculi eius, ut palpebræ diluculi.
19 Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.
De ore eius lampades procedunt, sicut tædæ ignis accensæ.
20 Em staar ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.
De naribus eius procedit fumus, sicut ollæ succensæ atque ferventis.
21 Dens Aande tænder som glødende Kul, Luer staar ud af dens Gab.
Halitus eius prunas ardere facit, et flamma de ore eius egreditur.
22 Styrken bor paa dens Hals, og Angsten hopper foran den.
In collo eius morabitur fortitudo, et faciem eius præcedit egestas.
23 Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;
Membra carnium eius cohærentia sibi: mittet contra eum fulmina, et ad locum alium non ferentur.
24 fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.
Cor eius indurabitur tamquam lapis, et stringetur quasi malleatoris incus.
25 Naar den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling gaar de af Skræk.
Cum sublatus fuerit, timebunt angeli, et territi purgabuntur.
26 Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevaaben, Spyd eller Pil.
Cum apprehenderit eum gladius, subsitere non poterit neque hasta, neque thorax:
27 Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;
Reputabit enim quasi paleas ferrum, et quasi lignum putridum, æs.
28 Buens Søn slaar den ikke paa Flugt, Slyngens Sten bliver Straa for den,
Non fugabit eum vir sagittarius, in stipulam versi sunt ei lapides fundæ.
29 Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.
Quasi stipulam æstimabit malleum, et deridebit vibrantem hastam.
30 Paa Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;
Sub ipso erunt radii solis, et sternet sibi aurum quasi lutum.
31 Dybet faar den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;
Fervescere faciet quasi ollam profundum mare, et ponet quasi cum unguenta bulliunt.
32 bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhaar.
Post eum lucebit semita, æstimabit abyssum quasi senescentem.
33 Dens Lige findes ikke paa Jord, den er skabt til ikke at frygte.
Non est super terram potestas, quæ comparetur ei, qui factus est ut nullum timeret.
34 Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.
Omne sublime videt, ipse est rex super universos filios superbiæ.
