Job 41
1 Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre?
Zar loviš Levijatana udicom? Zar ćeš mu jezik zažvalit' užetom?
2 Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?
Zar mu nozdrve trskom probost' možeš ili mu kukom probiti vilicu?
3 Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?
Hoće li te on preklinjat' za milost, hoće li s tobom blago govoriti?
4 Mon den vil indgaa en Pagt med dig, saa du faar den til Træl for evigt?
I zar će s tobom savez on sklopiti da sveg života tebi sluga bude?
5 Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?
Hoćeš li se s njim k'o s pticom poigrat' i vezat' ga da kćeri razveseliš?
6 Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?
Hoće li se za nj cjenkati ribari, među sobom podijelit' ga trgovci?
7 Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?
Možeš li kopljem njemu kožu izbost ili glavu mu probiti ostima?
8 Læg dog engang din Haand paa den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.
Podigni de ruku svoju na njega: za boj se spremi - bit će ti posljednji!
9 Det Haab vilde blive til Skamme, alene ved Synet laa du der.
Zalud je nadu u njega gojiti, na pogled njegov čovjek već pogiba.
10 Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?
Junaka nema da njega razdraži, tko će mu se u lice suprotstavit'?
11 Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?
Tko se sukobi s njim i živ ostade? Pod nebesima tog čovjeka nema!
12 Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.
Prešutjet neću njegove udove, ni silnu snagu, ni ljepotu stasa.
13 Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?
Tko mu smije razodjenut' odjeću, tko li kroz dvostruk prodrijeti mu oklop?
14 Hvem har aabnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.
Tko će mu ralje rastvorit' dvokrilne kad strah vlada oko zubi njegovih?
15 Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;
Hrbat mu je od ljuskavih štitova, zapečaćenih pečatom kamenim.
16 de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;
Jedni uz druge tako se sljubiše da među njima dah ne bi prošao.
17 de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.
Tako su čvrsto slijepljeni zajedno: priljubljeni, razdvojit' se ne mogu.
18 Dens Nysen fremkalder straalende Lys, som Morgenrødens Øjenlaag er dens Øjne.
Kad kihne, svjetlost iz njega zapršti, poput zorinih vjeđa oči su mu.
19 Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.
Zublje plamsaju iz njegovih ralja, iskre ognjene iz njih se prosiplju.
20 Em staar ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.
Iz nozdrva mu sukljaju dimovi kao iz kotla što kipi na vatri.
21 Dens Aande tænder som glødende Kul, Luer staar ud af dens Gab.
Dah bi njegov zapalio ugljevlje, jer mu iz ralja plamenovi suču.
22 Styrken bor paa dens Hals, og Angsten hopper foran den.
U šiji leži sva snaga njegova, a ispred njega užas se prostire.
23 Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;
Kad se ispravi, zastrepe valovi i prema morskoj uzmiču pučini.
24 fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.
Poput pećine srce mu je tvrdo, poput mlinskoga kamena otporno.
25 Naar den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling gaar de af Skræk.
Pregibi tusta mesa srasli su mu, čvrsti su kao da su saliveni.
26 Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevaaben, Spyd eller Pil.
Zgodi li ga mač, od njeg se odbije, tako i koplje, sulica i strijela.
27 Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;
Poput slame je za njega željezo, mjed je k'o drvo iscrvotočeno.
28 Buens Søn slaar den ikke paa Flugt, Slyngens Sten bliver Straa for den,
On ne uzmiče od strelice s luka, stijenje iz praćke na nj k'o pljeva pada.
29 Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.
K'o slamčica je toljaga za njega, koplju se smije kad zazviždi nad njim.
30 Paa Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;
Crepovlje oštro ima na trbuhu i blato njime ore k'o drljačom.
31 Dybet faar den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;
Pod njim vrtlog sav k'o lonac uskipi, uspjeni more k'o pomast u kotlu.
32 bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhaar.
Za sobom svijetlu ostavlja on brazdu, regbi, bijelo runo bezdan prekriva.
33 Dens Lige findes ikke paa Jord, den er skabt til ikke at frygte.
Ništa slično na zemlji ne postoji i niti je tko tako neustrašiv.
34 Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.
I na najviše on s visoka gleda, kralj je svakome, i najponosnijim.”
