Job 4
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Témanliq Élifaz jawaben mundaq dédi: —
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
«Birsi sen bilen sözleshmekchi bolsa, éghir alamsen? Biraq kim aghzigha kelgen gepni yutuwatalaydu?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Qara, sen köp ademlerge telim-terbiye bergen ademsen, Sen jansiz qollargha küch bergensen,
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
Sözliring deldengship aran mangidighanlarni righbetlendürgen, Tizliri pükülgenlerni yöligensen.
5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
Biraq hazir nöwet sanga keldi, Shuningliq bilen halingdin ketting, Balayi’apet sanga tégishi bilen, Sen alaqzade bolup ketting.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
Ixlasmenliking tayanching bolup kelmigenmu? Yolliringdiki durusluq ümidingning asasi emesmidi?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Ésingge al, kim bigunah turup weyran bolup baqqan? Duruslarning hayati nede üzülüp qalghan?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
Men körginimdek, gunah bilen yer aghdurup awarichilik térighanlar, Oxshashla hosul alidu.
9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
Tengrining bir nepisi bilenla ular gumran bolidu, Uning ghezipining partlishi bilen ular yoqilip kétidu.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
Shirning hörkireshliri, Hem esheddiy shirning awazi [bar bolsimu], Shir arslanlirining chishliri sundurulidu;
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
Batur shir bolsa ow tapalmay yoqilishqa yüzlinidu, Chishi shirning küchükliri chéchilip kétidu.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
— Mana, manga bir söz ghayibane keldi, Quliqimgha bir shiwirlighan awaz kirdi,
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
Tün kéchidiki ghayibane körünüshlerdin chiqqan oylarda, Ademlerni chongqur uyqu basqanda,
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
Qorqunch we titrekmu méni basti, Söngek-söngeklirimni titritiwetti;
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
Köz aldimdin bir roh ötüp ketti; Bedinimdiki tüklirim hürpiyip ketti.
16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
U roh ornida midirlimay turdi, biraq turqini körelmidim; Köz aldimda bir gewde turuptu; Shiwirlighan bir awaz anglandi: —
17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
«Insan balisi Tengridin heqqaniy bolalamdu? Adem öz Yaratquchisidin pak bolalamdu?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Mana, U Öz qullirigha ishenmigen, Hetta perishtilirinimu «Nadanliq qilghan!» dep eyibligen yerde,
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
Uli topilardin bolghan insanlar, Laydin yasalghan öylerde turghuchilar qandaq bolar!? Ular perwanidinmu asanla yanjilidu!
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
Ular tang bilen kech ariliqida kukum-talqan bolidu; Ular héchkim nezirige almighan halda menggüge yoqilidu.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
Ularning chédir tanisi yulup tashlan’ghan’ghu? Ular héch danaliqqa téxi érishmeyla ölüp kétidu!».
