Job 4
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Na Temanni Elifas buaa Hiob se,
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
“Sɛ obi pɛ sɛ ɔne wo kasa a, worennya ntoboase ana? Hena na wobetumi aka nʼano ato mu?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Dwene sɛnea wakyerɛkyerɛ nnipa bebree, sɛnea woahyɛ nsa a emu ayɛ mmerɛw no den.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
Wo nsɛm ahyɛ wɔn a wɔahintiw no den; woahyɛ nkotodwe a ayɛ mmerɛw mu den.
5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
Na afei a ɔhaw aba no, wʼaba mu abu; adwira wo, na wo werɛ ahow.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
So ɛnsɛ sɛ wo nyamesuro yɛ wʼahotoso na wʼakwan a ɛho nni asɛm no yɛ wʼanidaso ana?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
“Dwene ho: Wɔasɛe obi a ne ho nni asɛm pɛn ana? Ɛhefa na wɔsɛee obi a ɔyɛ pɛ?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
Sɛnea mahu no, wɔn a wofuntum bɔne ne wɔn a wodua ɔhaw no twa so aba.
9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
Onyankopɔn home ano, wɔsɛe; nʼabufuw turuw a wɔyera.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
Gyata betumi abobɔ mu na wɔaworo so, nanso wɔabubu gyata akɛse no se.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
Gyata annya hanam a owu, na gyatabere mma no bɔ hwete.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
“Wɔbɛkaa kokoamsɛm bi kyerɛɛ me na mʼaso tee no sɛ asomsɛm.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
Wɔ anadwo daeso basabasa mu, bere a nnipa adeda nnahɔɔ no,
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
ehu ne nketenkete kyeree me ɛmaa me nnompe nyinaa wosowee.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
Honhom bi twaa mʼani so, na me ho nwi sɔre gyinae.
16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
Egyinae, nanso, manhu nʼabɔsu. Biribi begyinaa mʼanim, na metee nne bɔkɔɔ bi a ɛrebisa se,
17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
‘Onipa desani betumi ateɛ asen Onyankopɔn? Na mpo ɔhoɔdenfo betumi ayɛ kronkron asen ne Yɛfo ana?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Sɛ Onyankopɔn ntumi mfa ne ho nto nʼankasa asomfo so, sɛ ɔka nʼabɔfo mfomso kyerɛ wɔn a,
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
na nkantom wɔn a wɔtete dɔte afi mu, wɔn a wɔn fapem sisi mfutuma mu na wɔdwerɛw wɔn ntɛm so sen abubummaba!
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
Efi anɔpahema kosi anwummere wobubu wɔn mu nketenkete; na wɔyera korakora a obiara nhu wɔn bio.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
So wommiamia wɔn ntamadan ahama mu, a ɛno nti wowuwu a wonni nyansa ana?’
