Job 4
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Potem je Elifáz Temánec odgovoril in rekel:
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
» Če se poskušamo posvetovati s teboj, ali boš užaloščen? Toda kdo se lahko vzdrži pred govorjenjem?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Glej, mnoge si poučeval in okrepil si šibke roke.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
Tvoje besede so podpirale tistega, ki je padal in krepil si slabotna kolena.
5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
Toda sedaj je to prišlo nadte in ti slabiš; dotika se te in si zaskrbljen.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
Mar ni to tvoj strah, tvoje zaupanje, tvoje upanje in poštenost tvojih poti?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Spomni se, prosim te, kdo se je kdajkoli pogubil, pa je bil nedolžen? Ali kje so bili pravični odsekani?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
Celo kakor sem jaz videl, tisti, ki orjejo krivičnost in sejejo zlobnost, isto [tudi] požanjejo.
9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
Z Božjim udarcem umrejo in z dihom njegovih nosnic so použiti.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
Rjovenje leva, glas krutega leva in zobje mladih levov so zlomljeni.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
Star lev gine zaradi pomanjkanja plena, mladiči arogantnega leva pa so razkropljeni naokoli.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
Torej stvar je bila na skrivnem privedena k meni in moje uho je nekaj tega sprejelo.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
V mislih od nočnih videnj, ko na človeka pade globoko spanje,
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
je strah prišel nadme in trepetanje, kar je vsem mojim kostem povzročilo, da so se tresle.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
Potem je duh zdrsnil mimo mojega obraza, dlake mojega mesa so se naježile.
16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
Ta je mirno stal, toda nisem mogel razločiti njegove oblike. Podoba je bila pred mojimi očmi, tam je bila tišina in zaslišal sem glas, rekoč:
17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
›Ali bo smrten človek pravičnejši kakor Bog? Ali bo človek čistejši kakor njegov stvarnik?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Glej, nobenega zaupanja ne polaga v svoje služabnike in njegovi angeli so zadolženi z neumnostjo.
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
Kako veliko manj v tiste, ki prebivajo v ilnatih hišah, katerih temelj je prah, ki so zdrobljene pred moljem?
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
Uničeni so od jutra do večera, pogubljajo se na veke, ne da bi se kdorkoli oziral na to.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
Mar ni njihova odličnost, ki je v njih, odšla proč? Umirajo, celo brez modrosti.‹«
