Job 4
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.
5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.
9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.
16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:
17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil,
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
Blir ikke teltsnoren dradd ut hos dem? De dør, men ikke i visdom.
