Job 4
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Respondens autem Eliphaz Themanites, dixit:
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
Si cœperimus loqui tibi, forsitan moleste accipies, sed conceptum sermonem tenere quis poterit?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Ecce docuisti multos, et manus lassas roborasti:
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
Vacillantes confirmaverunt sermones tui, et genua trementia confortasti:
5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
Nunc autem venit super te plaga, et defecisti: tetigit te, et conturbatus es.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
Ubi est timor tuus, fortitudo tua, patientia tua, et perfectio viarum tuarum?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Recordare obsecro te, quis umquam innocens periit? aut quando recti deleti sunt?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
Quin potius vidi eos, qui operantur iniquitatem, et seminant dolores, et metunt eos,
9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
Flante Deo perisse, et spiritu iræ eius esse consumptos:
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
Rugitus leonis, et vox leænæ, et dentes catulorum leonum contriti sunt.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
Tigris periit, eo quod non haberet prædam, et catuli leonis dissipati sunt.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
Porro ad me dictum est verbum absconditum, et quasi furtive suscepit auris mea venas susurri eius.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
In horrore visionis nocturnæ, quando solet sopor occupare homines,
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
Pavor tenuit me, et tremor, et omnia ossa mea perterrita sunt:
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
Et cum spiritus me præsente transiret, inhorruerunt pili carnis meæ.
16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
Stetit quidam, cuius non agnoscebam vultum, imago coram oculis meis, et vocem quasi auræ lenis audivi.
17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
Numquid homo, Dei comparatione iustificabitur, aut Factore suo purior erit vir?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Ecce qui serviunt ei, non sunt stabiles, et in angelis suis reperit pravitatem:
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
Quanto magis hi qui habitant domos luteas, qui terrenum habent fundamentum, consumentur velut a tinea?
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
De mane usque ad vesperam succidentur: et quia nullus intelligit, in æternum peribunt.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
Qui autem reliqui fuerint, auferentur ex eis: morientur, et non in sapientia.
