< Job 4 >

1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Na Eliphaz el fahk, “Job, ku kom ac toasrla nga fin sramsram?
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
Nga koflana misla ac tia fahk nunak luk.
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Kom luti mwet puspis tari, Ac akkeye poun mwet su munas.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
Ke pacl sie mwet el munasla ac tukulkul, Kas lom tuh akkeyal elan tuyak.
5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
Na inge ke kom pa sun ongoiya uh, Kom arulana lofongla kac.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
Kom tuh alu nu sin God, ac moul lom arulana suwohs; Ke ma inge fal na in oasr lulalfongi ac finsrak lom.
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Srike esam lah acnu oasr pacl se sie mwet suwoswos el sun ongoiya, Ku sie mwet wangin mwata el wotla liki sou lal?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
Nga liye tari ke mwet uh ac taknelik orekma sesuwos, In ima lun ma koluk; Na elos ac kosrani pac sesuwos ac ma koluk.
9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
In kasrkusrak lun God, El kunauselosla oana sie paka.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
Mwet koluk elos kou ac wowo oana lion uh, Tuh God El kutongulosi ac kotala wihselos.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
Oana luman lion su wangin ma elan uniya ac kang, Elos ac misa, ac tulik natulos nukewa fahsrelik.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
“Sie pacl ah oasr kas se tuku kakasrisrikna; Aok arulana srikla pusra, apkuranna ngan tia ku in lohng.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
Pusra se inge lusrongla motul luk ah oana sie mweme koluk. Nga rarrar,
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
Ac monuk nufon usrusryak ke sangeng.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
Sie engyeng na srisrik ukya mutuk, Ac monuk nufon tuninmihsrisrla ke sangeng.
16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
Nga liye lah oasr ma se tu insac; A nga ne ngetang nu kac, nga tia ku in akilen lah mea se. Mihsna in pacl sac, ac nga lohng sie pusra kasla, fahk mu:
17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
‘Ya sie mwet ku in suwoswos ye mutun God? Ya mwet se ku in nasnasna ye mutun El su oralla?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
God El tia lulalfongi mwet kulansap lal inkusrao. Finne lipufan uh, El konauk lah oasr pac ma elos sufalla kac.
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
Kom nunku mu El ku in lulalfongi sie ma su orekla ke fohk kle, Sie ma orekla ke fohk, su fisrasr in itungyuki oana sie srenyuhu?
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
Sahp sie mwet ac ku in moul ke lotutang uh, A ekela na el misa, wangin eteya.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
Ma lal nukewa ac itukla lukel; El ac misa, a srakna wangin etauk in el.’

< Job 4 >