Job 4

1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

Hagi anante Temani mopafinti ne' Elifasi'a amanage huno kenona hu'ne,

2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

Mago vahe'mo'ma kagri'enema nanekema hu'zama nehanigenka akohenka mani'nenka ontahigahano? Hagi nagra nagitera aze'ori'na hunaku'ma hanua nanekea amne kasmigahue.

3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

Rama'a vahe antahintahia nezminka, hankavezmi omne vahera zamazeri hankaveti'nane.

4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —

Tanafa'ma hu'za mase'zama nehaza vahetmina, nanekeka'amo'a zamazeri hankavenetino, zaferina omne amnema hia vahera hankavea nezamie.

5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

Hianagi menima knazampi nemaninkeno'a krimpamo'a haviza nehie. Hazenke zamo'ma kavate'ma egenka kagogogu nehane.

6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?

Anumzamofonku'ma koro hunentenka fatgo hunka nemaninazanku kamentintia nehunka, Anumzamo naza hugahie nehano?

7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

Kagesa antahigo, hazenke'a omne vahe'mo'a amnea frigahifi? Hagi fatgo avu'ava'ma nehia vahera inantega ahe fri'negenka ke'nane?

8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.

Hagi nagrama ke'na antahi'nama hu'noana, hozama eri'za avimzama hankre'za hamarazankna hu'za kefo avu'avazama nehaza vahe'mo'za hazenke'za nehamaraze.

9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.

Anumzamofo rimpa ahezamo'a, zaho'mo'ma maka'zama eri haviza hiaza huno, Agra asimu'ma antea zantetira zamahe fanane nehie.

10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;

Zamagra ha' laionimo'ma ha' hunaku nehiaza hu'za krafa nehu'za, rekazigazi hugahazanagi, hanave laionimofona aheno avera rutafrigahie.

11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.

Hagi ana ha' laionimo'za ahe'zama nenaza zaga omanisige'za zamagaku nehu'za mofavrezmia atresage'za panini hu'za hazagre'za vu'za e'za hugahaze.

12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

Hagi tamage nanekea oku'a sumi sumi hu'za eme nasmizage'na antahi'noe.

13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

Vahe'mo'za mase himrenageno, kenage ava'nafi ana nanekea eme nasmizage'na anhintahi hakare nehugeno,

14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

tusi nagogo nefegeno, zaferinani'a omne amne nehige'na, tusi nahirahiku hu'noe.

15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.

Mago zaho erino navufi evigeno, navufga nazokamo'a harahara huno oti vagare'ne.

16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

Hagi ana zaho'ma erino'ma evigenama koana, mago zamofo amema'a fore huno oti'neanagi, avufga'a onke'noe. Anama nehigeno agasasama omanenefintira mago agerumo'a anage hu'ne.

17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

Anumzamofo avurera mago vahe'mo'a fatgo osu'ne. Tro'ma hurante'nea Anumzamofo avurera magora agru vahera omanifta hu'ne.

18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

Anumzamo'a eri'za vahe'anena antahi nozmino ankero vahe'amofo havi zamavu'zmava zana refko huno nezamage.

19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

Hagi vahera Anumzamo'a mopareti eri kripeno tro hunteneankino (moth) afovage brebrema rehapatiaza hugahie.

20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.

Hagi trazamo'za nantera fore hute'za, kinaga sege'za frizankna hu'za ana fri fanane hazage'za antahi nozamize.

21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.

Seli nozmimofo nofira katufe atrazageno pasru hiankna hu'za knare antahintahi omne vahe nefrize.