Job 4
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Konsa, Éliphaz, Temanit lan te reponn;
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
Si yon moun ta eseye pale yon mo avèk ou, èske ou va pèdi pasyans? Men se kilès ki kab refize pale?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Gade byen, ou te enstwi anpil lòt moun; ou te ranfòse menm fèb yo.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
Pawòl ou yo te ede fèb yo kanpe, e ou te ranfòse jenou ki manke fòs yo.
5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
Men koulye a, se sou ou sa rive, e ou pa gen pasyans. Sa touche ou menm e ou vin dekouraje nèt.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
Èske se pa lakrent Bondye pa ou ki konfyans ou, ak entegrite chemen ou yo ki espwa ou?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
“Sonje byen se kilès ki kon peri inosan? Oswa ki kote ou wè moun ladwati yo te detwi?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
Selon sa ke mwen menm te wè, sila ki raboure inikite yo, ak sila ki simen twoub yo, yo rekòlte li.
9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
Pa souf Bondye, yo peri, e pa van chalè Li, yo fini nèt.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
Gwo vwa a lyon fewòs la, vwa fewòs a lyon an, e dan a jenn lyon yo fin kase.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
Pi gran lyon an peri paske li manke manje, e pitit li yo vin gaye.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
“Alò, an kachèt yon pawòl rive sou mwen; zòrèy mwen te resevwa yon ti souf li.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
Pami refleksyon enkyetan ki sòti nan vizyon lannwit yo, lè dòmi pwofon tonbe sou moun,
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
laperèz te vini sou mwen. Mwen te tranble e zo m yo te souke.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
Konsa, yon lespri te pase kote figi mwen; plim sou chè mwen, te kanpe sou kò m.
16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
Li te kanpe an plas, men mwen pa t kab distenge aparans li. Yon fòm te devan zye m. Te gen silans, epi mwen te tande yon vwa:
17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
'Èske lòm kapab jis devan Bondye? Èske yon nonm kapab san tach devan Sila ki fè l la?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Menm nan sèvitè Li yo, Li pa mete konfyans; ak pwòp zanj Li yo, Li jwenn fot.
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
Konbyen anplis, pou sila ki rete nan kay fèt an ajil yo, ki gen pousyè kon fondasyon, ki vin kraze devan papiyon!
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
Antre maten ak aswè, yo vin kase an mòso; san yo pa wè anyen, yo peri nèt.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
Èske kòd soutyen tant yo pa plwaye pa anndan? Yo mouri konsa, san sajès.'
