Job 4
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Eka Elifaz ja-Teman nodwoke kama:
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
“Bende chunyi nyalo doko malit ka ngʼato okeloni wach moro nimar ok anyal lingʼ mak awuoyo?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Parie kaka isepuonjo ji mangʼeny, kendo isejiwo joma chunygi onyosore.
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
Wechegi osekonyo joma opodho; kendo isejiwo joma tekogi orumo.
5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
To koro chandruok osechoponi kendo chunyi onyosore omiyo ionge gi kwe.
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
Luor miluorogo Nyasaye dak koro miyi chir koso ngimani moriere dak koro miyi geno?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
“Koro par ane: En ngʼa mosekum maonge ketho? Koso joma kare mage minyalo tieki?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
Gima aseneno en ni joma chwoyo richo gi chandruok kayo mana richo.
9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
Itiekogi apoya nono gi much Nyasaye; kendo sa ma mirimbe obiro to gilal nono.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
Sibuoche nyalo ruto kendo sibuoche mager nyalo goyo asumbi, to kata kamano leke sibuoche maroteke osemuki.
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
Sibuor koro tho nikech gima ocham onge, kendo nyithi sibuor oringo ma oke.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
“Ne okuodhna wach moro mos, to ne awinje mana marach rach.
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
Wachni nobirona gotieno e yor lek, e sa ma nindo goye ji ngoga,
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
kendo luoro gi kibaji nogoya momiyo denda duto onyosore.
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
Eka muya nokudho wangʼa, mi yier denda duto nojuol.
16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
Nochungʼ molingʼ thi, to ne ok anyal ngʼeyo ni en angʼo. Kido moro nobiro mochungʼ e nyim wangʼa, kendo nawinjo dwol moro machil, kawacho niya:
17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
‘Bende dhano mangima nyalo bedo makare moloyo Nyasaye? Dhano bende dibed maler moloyo jachwechne?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Ka Nyasaye ok nyal geno jotichne, ma kata malaika bende joketho e nyime,
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
to koro ere kaka dodew dhano molos gi lowo, ma mise mag-gi en mana buru, ma inyalo duny marum mana ka oguyo!
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
Chakre kogwen nyaka odhiambo inyalo turgi matindo tindo ka ok ongʼeyo, kendo gilal nyaka chiengʼ.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
Donge tondegi ma gitweyogo hema igonyo, mondo omi githo ka gionge rieko?’
