Job 4
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
